Om jeg begik nogen fejl??

Jeg var faktisk nok den bedste kæreste, jeg på nogen måde kunne være, fordi jeg var så glad for ham. Og for første gang siden marts kan ikke lade være med at græde. Men jeg har for et øjeblik mistet følelsen af, at alt er okay. Og kan ikke lade være med at savne ham. Og så alligevel ikke... er så magtesløs, jeg kan ikke engang bebrejde mig selv, at han gik - og derfor bliver jeg følelsesløs på en måde. Jeg savner ham, men ikke rigtig, for jeg ved ikke, hvad det er, som jeg savner. Jeg kan slet ikke føle noget for ham mere. Jeg ved ikke engang, om jeg elsker ham mere - har nærmere accepteret, at det er slut, fordi jeg ikke tror på, at det ændrer sig - og logisk set kan jeg ved godt fortå det og acceptere det.

Hvorfor vi gik fra hinanden?!

Dengang, jeg mødte Anders, var noget af det første, han agde til mig, at det ikke var meningen, at han skulle have en kæreste. Og jeg bed så meget mærke i den kommentar, at jeg aldrig helt mistede frygten for, at han en dag ville indse, at han ikke ville have kæreste, men være alene. Han var 24 og havde været konstant i forskellige forhold, siden han var 14, han havde vist brug for en pause - og det havde han allerede, da han mødte mig. Og det var den undskyldning, han brugte. At han havde brug for kun at have sig selv at stå til regnskab overfor, havde brug for ikke at skulle bruge energi på andre end sig selv. Og jeg forstod det nok bedre, end han vidste, for jeg brugte også selv meget energi. Men samtidig så føltes det også om en dårlig undskyldning, en måned tidligere havde han været sønderknust over, at jeg ville rejse til Vietnam i to måneder. Jeg ved ikke, hvad der skete - det gik fra, at vi holdt jul sammen med hans familie til, at det ikke er noget som helst mere. Og jeg vil heller ikke have noget som helst, hvis ikke jeg kan få det hele. Kan ikke finde ud af, om jeg er dum ved ikke at ville snakke med ham, men han prøver jo heller ikke at kontakte mig (jeg bad ham også lade være). Men jeg har svært ved at forstå, at det bare er væk det hele. Og selvom jeg ved, at der er mange derude, der kan være rigtige for mig, så er jeg så bange for, at han var DEN rigtige, og at jeg bare giver slip, fordi jeg er bange for at miste mere. Der sker så meget omkring mig nu - og jeg er så glad for at være del af mit liv og at være mig, men jeg må indrømme, at jeg havde troet, at han ville være del af min fremtid. Og det er svært at ændre sine planer og tanker, når man var glad for dem.

Det var bare de to svar, jeg ledte efter... og giver de mening?