Nu hænger det ikke sammen mere. Nu kan jeg simpelthen ikke holde tårerne tilbage mere, græder hæmningsløst, fordi jeg bare ikke kan se meningen med det hele mere.
Det gik ellers så godt. Og så var der en bilist, der krydsede mit liv - og så pludselig... skadestue, røntgen, nerver, rygmarv - og glæden ved at blive udskrevet med krave, fordi jeg var "sluppet heldigt" med brud på to nakkehvirvler. Og så hele denne uge med smerter, der aftog, men stadig var der. Stilstanden, der gør mig så desperat. Og så røntgen i dag - og en læge, der med alvor i stemmen siger, at jeg skal til endnu en scanning... diskusprolaps, siger han. Og jeg går i chok. Og han snakker, men jeg hører ikke. Og da jeg står på gaden igen, så bryder jeg sammen.
Jeg fortjener virkelig ikke det her.
Det har været uheld på uheld det sidste år. En bækkenløsning, et brækket håndled, et forkert studieskift (4 måneder i angst), spiserørsbetændelse, mistede mit liv (indtil nu er det... håber jeg) største kærlighed - og så dette.
Mit liv så igen lyst ud, havde droppet studiet - var begyndt at arbejde og sindsygt glad for det - var over bruddet med min kæreste... og så det her. Verden er stoppet - og det er som om, at jeg bare løber og løber, men ikke kommer nogen vegne. Fordi verden er gået i stå... i al fald lige her, hvorfra jeg ser. Derude i horisonten er der hektisk aktivitet... og det, jeg helst ville, var at være derude... jeg bliver skør... og jeg tænker alt for meget... og jeg mister lysten til alt.. og jeg skriger af Gud, at han ikke kan være det bekendt... og jeg skriger af mig selv, at jeg skal tage mig sammen... at det ikke er verdens ende, men herfra, hvor jeg står, er min horiont så uendelig lille... og min verden ER gået i stå...
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
På randen af kaos er publiceret
22/05-2003 17:56 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.