Det sker ikke så tit, men en gang imellem går det helt galt for mig, og jeg bliver rigtig ked af det.
Som i går, da jeg havde været alene hjemme hele weekenden og det besøg fra min veninde, som jeg havde glædet mig til. blev aflyst, fordi hun var syg :(

Øv...
Da B kom hjem, havde jeg så brug for at snakke, og han var mega træt og havde brug for at slappe af og se tv.. Det var ikke nogen god kombi, så jeg blev helt vildt ked af det og endte inde i sengen med iPhone på maven, hvor jeg hørt musik og tudede.

Og med det kommer også 'nedturen'. Jeg savner ALLE dem jeg har mistet og bliver ked af, at dem, der er der, ikke altid kan leve op til mine forventninger, og så føler jeg mig så uendeligt ensom, ked og overvejer om det virkelig er så fedt at være her..
Men det, der er aller værst, er, at jeg ikke rigtig kan finde meningen med det hele.. Heller ikke med en baby i maven, en mor, der trods alt stadig er her, veninder og et par dejlige svigerforældre - Det gør bare ondt, og jeg har svært ved at se, hvorfor jeg lige er her og hvad meningen med det hele er...

Jeg føler mig egoistisk og besværlig og føler, at jeg ikke betyder noget. Jeg er bare én ud af mange millioner, og der er så mange, der har det meget værre end jeg, og jeg sidder her og tuder over, at jeg ikke har noget arbejde, samtidig med, at jeg har hus, hund, kæreste og alle de andre ting jeg lige nævnte.

Lige så rart det er ikke at have et arbejde at tænke på, nu med alle de besværligheder, der har været i min graviditet, stresser det mig også, og jeg bliver ked af, at jeg ikke bruger de evner jeg har til at "hjælpe nogen", men lige meget, hvor meget jeg tænker over det og prøver at hitte på noget fornuftigt jeg kan lave, hjælper det..

Det er så stor en del af min identitet, og jeg ved ikke engang hvad jeg vil efter endt barsel, bare at jeg ikke vil tilbage til det jeg 'var'. Jeg vil noget helt andet. Hjælpe børn og unge med at få et bedre liv, vejlede, coache og guide - men for at kunne det, skal jeg have noget uddannelse, og det koster!
Så jeg aner ikke hvordan det skal gå, men jeg har et meget stort behov for at være noget for nogen, at der er brug for mig, og at jeg kan hjælpe nogen.. Jeg ved med min fornuft, at jeg er og har været noget betyfningsfuldt for mange, men jeg kan ikke føle det - og det er farligt. det ved jeg godt.

Jeg var inde og snakke med min nye jordmoder sidste uge, og det var rigtig rart - jeg havde en hel time, og hun fortalte mig, at det er helt normalt at opleve sorg i forbindelse med graviditet og fødsel, nu det er så kort tid siden jeg mistede min stedfar. Det var rart at vide, og jeg skal øve mig i at lade den få plads og tage mig af den, når den kommer, og i virkeligheden har jeg nok allermest brug for, at jeg tager mig af mig selv og hjælper mig selv, i stedet for hele tiden at ville være noget for andre og skulle bevise hele tiden, at jeg er god nok og værd at elske.

Det er bare så svært, når jeg altid har været den, der har været der for andre og ikke været så god til at passe på mig selv. Men jeg vil prøve at gøre mit bedste.