...drastisk...
Indtil videre gik graviditeten ok. Kvalmen overstået, de værste hormon-smerter næsten ved at være væk, rask fra influenza og Roskilde syge, og så troede jeg lige, at jeg skulle til at nyde resten af min graviditet med at færdiggøre værelser i huset samt sociale arrangementer, som jeg ikke ville kunne gøre så meget at i det første stykke tid med nyfødt baby, men nej..
Efter 3 nætter med plukveer, efterfølgende smerte hver 10-15min. og næsten ingen søvn, fik jeg endelig fødegangen overtalt til, at jeg skulle komme derind. På min fødsesldag..de kiggede på mig, var søde og gav mig en pille, der skulle stoppe det, og det gjorde den også - det var godt nok rart. Men efter fødselsdagsmiddag og efterfølgende skænderi med B, begyndte det hele igen og mandag var jeg derinde igen.
De scannede mig og fandt et fibrom (muskelknude) på 4x4,5 cm, som højst sandsynlig var skyld i miseren, og lægen sagde, at der ikke kunne gøres noget.. at jeg skulle prøve med afspændingsøvelser og meditation..
Puha..hvis hun ikke var så smart at fortælle at det blev en pige lige bagefter, havde jeg nok pandet hende én..En lille pige, det bliver så dejligt, og ingen fare for at føde for tidligt, men smerter jeg 'bare' skal vende mig til + 2 panodiler HVER aften I 3 MÅNEDER!!!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal holde til det.. Er nogenlunde ok om dagen og har det bedst med at gå og stå og lave noget, men det tager så revance om aftenen, hvor jeg INGENTING kan og bare har ondt..
Blev nødt til at aflyse middag med tøserne i går, ved ikke om jeg kan deltage i 30 års fødselsdag på lørdag, måtte aflyse lovende praktikplads, ingen Carpark North koncert til mig, og hvad med den tøsepåskefrokost jeg har inviteret til og fået så meget positivt feed back for??? Og i dag har jeg så fået ondt i halsen, og er måske ved at blive syg igen?
Ja ja, jeg ved godt, at det er vigtigst at baby har det godt, men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal klare det psykisk.. En dag ad gangen, ikke fokusere så meget på hvor lang tid, der er igen, fokusere på de positive ting, leve efter smerten og prøve at finde ud af hvad der fungerer bla bla bla, men lige nu har jeg bare ondt af mig selv og synes overhovedet ikke at det er sjovt endnu engang at blive isoleret pga mit helbred - det tærer på humøret og jeg går i stå. Stort ØV!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.