Mandag bliver travl, men morgenstunden holder sig altid lidt tilbage. Jeg sidder i min lejlighed, der har to unævnelige rum. Det er ikke fordi vi ikke taler om dem, min kæreste og jeg, vi har bare ikke kunnet fastslå, hvad de er for nogle rum. Brugen af rummene hænger simpelthen ikke sammen med konventionerne for brug af rum. Derfor sidder jeg i det rum, der nogle gange kaldes stuen, andre gange bare rummet.
Jeg har lige hældt kogt, ikke kogende, vand over tebladene i koppen. Teposen ligger og sopper i koppen, og vandet tager en svag lysegrøn farve fra bladene. Jeg drikker japansk sencha-te importeret direkte fra London. Jeg kan ikke forestille mig en bedre begyndelse på en hård dag. Sencha har en blid smag, den har svært ved at blive bitter, og den smager ikke for meget af mærkelige og fremmede urter. Den drikkes i et land, hvor man spiser masser af tang. Et land hvor man ikke har noget imod, at føden har noget af naturen i sin smag. Sencha-teen smager ikke af tang eller græs. Den har sin egen, for mig, usammenlignelige smag fra en en bjergtop oppe i skyerne.
Når jeg er færdig giver jeg mig til at læse Henrik Varmarks anmeldelse i Standart 1/2010 af Josefine Klougarts "roman" Stigninger og Fald, der udkom sidste år i begyndelsen af januar (d. 7.) Jeg er interesseret i anmeldelsen af flere grunde. På den ene side synes jeg virkelig godt om bogen. Jeg læste den i sidste uge og var imponeret og entusiastisk efter endt læsning. På den anden side har jeg selv lige anmeldt bogen, samt forholdt mig til anmeldelser i dagbladene kritisk. Jeg fører en blog andetsteds (omkunstenomkunstenogkunsten.blogspot.com), en blog hvor jeg agerer anmelder og kritiker af anmelderiet. Jeg forsøger febrilsk at grave mig ind i anmeldelses-genren for at finde ud af, hvad det er for noget. Jeg har lige skrevet en bachelor-opgave om det alt sammen, men jeg er ikke færdig med mine undersøgelser. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at jeg knap nok er gået i gang. Det er nemlig på mange måder en uigennemskuelig genre, der skriver lige præcis, hvad den vil.

Jeg har også en genlæsning af Peter Laugesens nyeste på programmet. Den ligger i min taske, og den er fuld af markeringer. Jeg har læst i den den sidste uge, og det bliver den næste bog jeg anmelder på bloggen. Angående. bloggen er det meningen, at jeg vil anmelde én bog om ugen. Når jeg har skrevet min anmeldelse, læser jeg andres anmeldelser og skriver en anmeldelse af anmeldelserne. Det er projektet, og det bliver rigtig interessant, når anmelderne ikke kan blive enige med sig selv eller de andre om, at det er en god eller dårlig bog de lige har læst. Tit hænger det sådan sammen, at ubestemmelige bøger skaber kluntede anmeldelser. Dér har anmelderen ikke noget klart af afspejle. Og angående Laugesen, så har han skrevet en god og for ham lidt atypisk digtsamling. Den er døbt "De sagde hans hund havde lopper" og handler om, når Peter går tur med sin gamle hund. Der er tale om en tempo-nedsættelse men på ingen måde en nedsættelse af poesien. Jeg citerer gerne et af dem jeg har forelsket mig i: "&/det er en gammel mands/eller kvindes ord/der/fra de sidste pindsvin i verden/synger://Pestens sorte fodspor/fylder glemslens sider." et digt der ikke er så kendetegnende for samlingen, men som handler om skriften, og som jeg synes vældig godt om. Når der står "Hundens lille raslen/i de visne blade/følger mig på vej." trækker det på de mange tableauer, vi får serveret fra Peter og hunds små gåture omkring i landskabet. Digtene er skrevet med en indfølthed, der mærker efter livets grænser efter og friserer græsset med en poesiens rive. Den kan varmt anbefales, det kommer jeg helt sikkert til at gøre i næste uge!

Senere på dagen skal jeg arbejde nogle timer og kl. 19.00 sker det helt store. Jeg har tilmeldt mig et bogbinderkursus og skal nu de kommende ti mandage lære at binde bøger ind. Det er løftet om at bruge mine hænder til noget praktisk, når der nu ikke er plads til et træværksted, her hvor jeg bor. Det skriver jeg om i morgen!