Der er så mange ting jeg gerne vil, men alligevel har jeg en følelse af, at jeg bare sidder fast. Min røv er så tungt plantet i sofaen, at jeg kun kan tænke på at komme tibage, lige så snart jeg har været væk fra den i lidt tid.

Det er selvfølgelig kvalmen og trætheden, der har en del af skylden, men uden den, tror jeg at jeg generelt har en tendens til at være sløv og doven, og jeg skal virkelig kede mig eller hive fat i mig selv, for at komme ud af døren.

Jeg tænker meget på hvad det hele skal blive til. Hvad er det egentlig jeg gerne vil, og hvad er jeg god til? Heldigvis er det ikke det sidste, der er problemet, men mere hvad jeg skal bruge alle mine fine kompetencer til, for jeg vil gerne det hele, og så går jeg i stå.

Jeg vil gerne finde mig et job. Det må gerne være noget lokalt, noget hvor jeg kan give noget til det område jeg bor i, men jeg ved ikke i hvilken retning. Jeg vil gerne være noget for nogen og hjælpe nogen med noget de ikke er så gode til, hvilket kan være alt fra at hjælpe dem med at arrangere en fest, til at hjælpe dem med at få et bedre liv. Men jeg er ikke terapeut, pædagog eller socialarbejder, i hvert fald ikke uddannet til nogle af delene. Hvis jeg bare vidste helt præcis hvad jeg ville, så kunne jeg lave en plan og gå lige præcis efter det, men jeg aner det ikke... På nuværende tidspunkt ville jeg synes at det var lige så sjovt at arbejde i en helseforretning som at passe dyr på en gård eller et naturcenter..

Det hele kræver en ny start, og jeg er ikke altid den store fan af nye starter. Det er krævende og hårdt, jeg møder nogle mennesker, som jeg knytter mig til, og nogle gange viser det sig ikke lige at være det jeg regnede med, og så er det forfra.. Lissom med den halvpart jeg troede ville være så fantastisk for mig..

Jeg føler mig stadig alene, når jeg er på denne 'opgave', forbandet alene og nogle gange meget uselvstændig, hvilket jeg ikke er, men det føles sådan at have den ensomhedsfølelse, hver gang jeg skal starte noget nyt.
Jeg ønsker mig tit, at noget bare ville falde ned i min turban - lidt lissom den fredagsbar jeg endte med at være chef for, men det gør det bare ikke, og min mor fortæller mig, at hun har måtte accpetere, at tingene ikke bare kom nemt til hende. Men jeg vil ikke acceptere det! Hvorfor skal jeg acceptere det, når andre bare valser ind i det næste job, det næste område af deres liv m.m., uden de store problemer?

Jeg ved godt at det ikke er sådan for mange, at tingene ikke komme nemt til dem, men en gang imellem ville det være dejligt hvis bare én ting ville komme nemt til mig.. bare lige det job, som jeg ikke anede var mit drømmejob som en anden kunne se, at jeg ville være vildt god til.. Det er da ikke for meget at forlange vel?
Måske en lille smule, og jeg har bare ondt af mig selv. Jeg skal nok klare den og finde ud af noget, jeg HADER bare uvisheden over hvad der skal ske, og om det overhovedet kan lykkes mig at finde et job, inden jeg skal på barsel.. Jeg har nok allerede givet lidt op, men jeg prøver så godt jeg kan at få sendt de sk*de 2 ansøgninger ud om ugen, selvom det er op ad bakke lige nu.