Jeg er som i en boble af stilhed. Venter på, at et eller andet skal ske. Venter på det brev fra hospitalet om min forestående CI-operation. Venter på resultatet af operationen: at jeg gerne skulle komme til at høre igen. Kommunikere lettere med andre mennesker, være noget for dem.

Det var så det rent praktiske at vente på.

Man "lytter" i stilheden, man piller illusioner ned, som når bombeeksperter sprænger giga-bygninger væk på et sekund. Jeg er blottet...er nødt til at være stærk, det er så logo nok, så det funger nogenlunde.

Men jeg har brug for at lære, hvad man gør med de anderledes ting, som jeg er nødt til at kunne...de ting andre ikke kan forstå, jeg er i stand til at gøre, de ting, andre bare ikke kan forstå. Que pasa?

Hvad er denne boble af stilhed?
Som en raket, der holder den gående lige præcis et par centimeter over jorden!
Der er rødt lys for den rigtige take off, men raketten skal stadig holdes i gang.
Hvor ideligt, det er jo frustration i dens skarpeste definition.
Jeg træner, går på arbejde, laver sund mad efter kostrådene, fnis, jeg er jo også ved at afprøve akupunktur.

Men det der take off er mig forment, så længe jeg ikke kan høre godt nok, for det jeg virkelig har lyst til at bygge ovenpå med er jo flere skrivekurser, åbent universitet og opbygning af socialt netværk.

Mange vil sige, at man ikke kan være blottet og usynlig på samme tid - Ma chere, c'est si facile!!! Je sais...Man detonerer sprængstoffet og bomber nogle illusioner ned (de der giga-bygninger), fordi man er nødt til det, hvis man skal overleve, og voila, man er totalt blottet, nøgen...va bene!...good luck!...samtidig kan andre nemlig ikke se dine illusioner, ønsker og drømme, for når du har landet nogle nye, er de nemlig helt anderledes, og det er nu engang svært at se, det man ikke kan genkende - Et voila! vous êtes invisible!

Jeg savner mennesker i mit liv helt utroligt meget. Det kan også være svært for andre at lade mig være noget for dem, når jeg har sådan nogle forbandede anderledes værdier at give videre. Giver man noget af sig selv, bliver man set og synlig...

Ingen af os ved, hvad der skal gøres lige nu, men det er op til mig - livet kommer ikke med en brugsanvisning i dette tilfælde.

Den anden nat drømte jeg om en rønne af en hytte, hvor jeg var med en mand. Vi ser os om indenfor, og nu er huset udbedret og renoveret. Vi har sex, hvorefter vi forlader huset - der plejede at være to store, industriagtige skorstene på huset, men nu er der bygget en andensal. Drømmen ender med erkendelsen af, at jeg har glemt mit undertøj i huset - tilsyneladende et pant, der sikrer, at manden og jeg kommer tilbage til dertil.

Det giver gode tanker at forestille sig en heldig renovering af et hus, og den sex, som jeg havde i drømmen, kom jeg af i virkeligheden - sådan på grænsen af vågen bevidsthed. Og de drømme, jeg husker, er ikke mareridt...men jeg ved jo, hvordan jeg har været kulret den sidste tid, hvordan jeg har måttet rationere med det mentale åndedræt..stille stille, rolig...hvordan er man blottet og usynlig med stil?

Man siger, at katte spinder som af den største vellyst og afslappethed i verden, når den er allermest syg og i fare.
Online ulve håb med mig for en sikkerheds skyld - it's got to not be that kind of a cat's purr.