Har lige siddet og læst andres dagbogstekster men bed mest mærke i det som Kaos skriver i sin, at det virker somom at vi andre kommer fra harmoniske hjem!
Nu kan jeg så ikke lade være med at tænke/svare på dette *S*
For hvad er så et harmonisk hjem?
Et sted hvor man føler sig sikker på sig selv og sine omgivelser? Eller tænkes der på kernefamilien?
Well, det er ihvertfald ikke gældende for mit vedkommende.

Kort fortalt: Jeg er nr. 2 - har en storebror, 2 lillesøstre og en lillebror. Jeg er opvokset sammen med de 3, min ene lillesøster lærte jeg først at kende da jeg var 15 år, vidste godt hun eksisterede, men ikke hvem hun var. Hun og jeg har samme far, min anden søster og jeg har samme mor. Ja, det er ret indviklet.

Da jeg var 3 mdr. blev min mor og biologiske far skilt. Derefter fandt min mor en ny mand, som for mig altid har været min far - siger jo lidt sig selv. Ud af dette forhold kom min lillesøster og lillebror. Min mor og far blev gift i 1980, samme år som min lillebror blev født.

Jeg er opvokset i et alkoholiseret hjem, hvor min far bankede min mor for øjnene af os børn. At se sin mor blive 'svagere og svagere' imens man selv begynder at erkende hvad der egentlig sker og hvorfor..det er voldsomt, og ja, kan give ar på sjælen. Min mor formåede at holde sammen på familien, lægge en facade udadtil, hvilket vi børn også blev gode til.

Først i 1987 bliver min mor skilt fra min far, som på daværende tidspunkt er dybt alkoholiker.

Hvor er harmonien i dette?

Harmonien er der, at vi kender vores mor rigtig godt, vi har et godt sammenhold, når det skal være, vi værner om vores mors 'sikkerhed'.

Min far døde i august sidste år, en kombination af alkohol og dårlig organer. Da jeg fik min ældste datter fik min far klar besked: Hvis du har drukket, skal du ikke vise dig i mit hjem! Man vil altid tage sine forholdsregler, for at kunne leve sit eget liv med egne børn på sine egne præmisser.

Jo, jeg har ikke haft en harmonisk barndom, men jeg har da absolut et harmonisk liv.

Mht. til min biologiske far har han aldrig villet anerkende mig som sin datter! Som den stædige og selvstændige person jeg er, trak jeg ham i retten som 25 årig, med opbakning fra min mor, og fik medhold fra retten. Han er min far. Well..selv da dette blev belyst ville manden stadig ikke tro det. Han fraskrev mig stadig som sin datter, og i samme øjeblik bad jeg ham fraskrive sig 2 børnebørn, samt skulle han aldrig prøve at opsøge mig igen.
DEtte har jeg aldrig fortrudt. Jeg havde en far, dog alkoholiseret, men han betragtede mig som sin datter, og elskede mig, hvilket han viste mig utallige gange i mit voksne liv.

Jeg tror ikke på statitikken: dårlig opvækst giver samfundet tabere!

Min familie er absolut ikke 'tabere', men vi er stolte over, at vi er kommet igennem vores barndom uden 'grusomme' psykiske skader. Vi har gjort vores til ikke at blive 'tabere', men voksne mennesker som kan se problemer på en anden måde, og derfra komme videre i livet.

Vil lige understrege..ingen af os børn er blevet alkoholikere - nyder spiritus med måde. Ingen af os har været inde i det sociale system. Vi har alle fuldført vores skolegang. Vi har alle harmoniske børn og ikke mindst, vi forstår at leve vores liv på vores egen måde.

At det måske for nogen kan virke harmonisk..set udefra, tjaa...man ved aldrig hvad der sker i andre familier, og hvad der ligger til grund *S*

På trods af min opvækst er jeg som regel positiv, stærk, meget social og er total ligeglad med andre folks uforbeholdne meninger *G*

Livet er vel, hvad vi selv gør det til. Jeg har ihvertfald tænkt mig at bruge livet på min måde!

Fortsat god torsdag....jeg vil gøre mine 2 ældste piger klar til skolefest, så de når de bliver voksne måske kan sige: vi havde en dejlig barndom!! *S*