Igår var en l....dag! Virkelig sådan en dag hvor man tænker: "om lidt vågner jeg nok op og så er det hele bare en ond drøm!"

Men det var det ikke!

Startede dagen med en smule mere stemme, ikke meget, men nok til at jeg kunne hviske og skratte lidt.

Skulle til møde i Statsforvaltningen da x fra helvede har skrevet til dem igen...eller han har fået en eller anden advokat til at skrive et brev, for det var slet slet ikke hans egne ord. Jeg tvivler stærkt på at han overhovedet forstod hvad der stod!

Meningen var den samme bare med en masse fine vendinger og fremmedord!

Jeg alene var indkaldt og havde det egentlig ok med det. Så kunne jeg face to face forklare at jeg ikke er en hadsk ex men blot en mor der lytter til sit barn og prøver at holde sit løfte om at passe på ham!
Sad i venterummet og følte mig af h....... til. Kiggede mig omkring og kunne se andre mødre, par eller tidligere par som sad og ventede. Enkelte beklemte børn som skulle hives ind og give deres mening til kende, børn der græd og mødre som forsøgte at holde masken.

Mødet med en jurist og en børnesagkyndig gik godt syntes jeg. Fik forklaret omkring min søns følelser og liv og hvorfor jeg ikke syntes det er en god ide med overvåget samvær. Han er snart 12 år og der bliver ikke noget godt ud af at tvinge ham til noget han ikke vil.

Ved mødets slut sagde juristen pludselig: "Og faderen sidder jo udenfor og så skal vi lige snakke med ham nu!"

?????

Tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig og jeg udstødte vist et hyl.

"NEJ! Er han her!?"

Jeg blev SÅ bange! Manden er virkelig psykotisk og jeg er uanset om jeg vil det eller ej og uanset om jeg tror at jeg er kommet mig over det, stadig SÅ bange for ham!

Jeg forklarede og undskyldte at jeg sad der og tudede , men de var rigtig søde og undskyldte at de havde klokket lidt i det, og lovede at en ville følge mig ud til bilen og den anden ville hive ham ind på kontoret.

Kæft jeg var bange da vi gik ned mod udgangen. Han havde sat sig lige foran døren og sad og skulede til mig da jeg gik forbi. Det blik kan jeg slet ikke få slettet igen!!
Sad bagefter jeg havde låst bilen og rystede. Ringede op til A og tudede.

Rystet og gal på mig selv over at den idiot stadig har så meget magt over mig og mine følelser.

Håber ikke at mit udbrud derinde blev tolket som en gang skuespil for galleriet for at få sympati, men håber at de er så meget professionelle at de ville kunne genkende rigtig angst når de ser det.


Da jeg kom hjem havde jeg lykkeligt fortrængt at strømmen aftenen før var gået.

Årh pokkers.. Fik fat i en elektriker, og da han endelig kom, lykkedes det ham at finde ud af hvad det var der gjorde at strømmen gik.

De ovenlys spots som var blevet installerest i den nye tilbygning for 1½ år siden var smeltet. De og alt andet el i huset var ulovligt installeret!

Det vil sige, at den mand som nu har hevet os i retten, og nægter at lave huset færdigt, han skal nu komme og sørge for at el bliver lavet om!

Yearh right!!

Som om vi får ham til det - kontrakt eller ej, så vil han s.... os et stykke!!

Var tæt på at sætte mig ned og tude igen - for anden gang den dag!

Da elektrikeren endelig havde gennemgået samtlige stikkontakter og lamper og alt hang ud af væggen og rockwool og gips hang og dinglede alle vegne, så kørte han endeligt og A kørte i hast til træning med størstemanden.

Jeg skulle til møde i skolebestyrelsen, og måtte grave A store herrecykel med dynamo frem af sneen, og her taler vi virkelig grave for den var næsten totalt begravet - siger måske lidt om hvor lang tid siden det er den har været brugt.

Min mor kom og passede de to små og lavede mad af rester som vi fandt i køleskabet - ingen af os havde nået at handle

Kunne slet ikke samle mig om mødet på skolen og sad bare og stirrede ud i luften. Overvejede at lade være at genopstille for har bare alt for lidt overskud til det.

Tingene rodede rundt i hovedet på mig. Ex, gamle ting, følelser, hus i byggerod igen, retssag mod entreprenør, mig som måske bliver nødt til at tvinge min søn til noget han ikke vil, dermed svigte mit løfte til ham om at støtte ham....

Tudede igen på vej hjem langs markerne i snevejret ...godt gemt under hue og hætte og kun til lyden af dækkene som pløjede gennem sneen og dynamoens monotone helt særegne lyd.

Alle andre sov forholdsvist tidligt og A var stadig smadret efter den lange tur hjem i bilen, så han gik også tidligt omkuld, og jeg tror ingen af os orkede at tale.

Sad alene i stuen med hundene. I mørket og kun med lyset fra brændeovnen og tv'et....Carrie fik mig til at tænke på noget andet.

Gik ud i haven for at hundene skulle tisse af og stod der helt stille i mørket og mærkede hvordan sneen dalede stille ned og landede i håret og i ansigtet.

Stod bare der og trak vejret helt ned i maven og tænkte at det sgu nok skal gå alt sammen.Vi må bare tage det lidt af gangen..Skridt for skridt og sammen...og lade være at skændes om det eller på grund af det.

Kiggede op i stjernehimlen og tænkte på min far. Sjovt som han altd stadig dukker op i mine tanker når livet er hårdest!

M