Er godt og vel lige kommet hjem fra onsdagens 2 obligatoriske idrætstimer.
Sidder i total stilhed, bortset fra akvariernes vandpumpelyde. En sagte 'rislen' - ligefør man får gåsehud af lyden. Computerens monotone lyd som kan blive helt hypnoiserende, hvis man lukker alt andet ude. Fornemmer hvordan hjertet banker i mit bryst...dunk....dunk....dunk. Tankerne kværner rundt i mit hoved...hvad skal jeg? Bør jeg egentlig? og hvad vil konsekvensen være?! Har tidligere i mit liv stået ved denne vej, som har flere sideveje, spørgsmålet er bare, hvilken vej skal man gå, og hvor vil den før hen?!

Skal i dag udfylde ansøgning til kvote 2 - med håbet om at blive optaget på pæd.seminariet til september.Har alle papirer klargjort, skal bare lige have hjælp med at udfylde selve skemaet, så skal ned på skolen i eftermiddag, til et 'kvote 2 møde'.

Ved allerede nu, at hvis jeg ikke bliver optaget til sep. men først til feb. 04, skal jeg bruge min sommer på at finde et midlertidigt job. Står i den situation, at jeg kun kan få understøttelse frem til okt.03, og derefter er kassen lukket. Har ikke råd til at gå 3 mdr. uden nogen form for lønudbetaling. Min bank er på nakken af mig i forevejen...well..det har den vist været siden jeg gik fra min ex i 1998. Økonomien har gået op og ned, men jeg har altid været i stand til at betale mine regninger rettidigt.
Er stortset 'stavnsbundet' til min bank, da jeg i sin tid var dum nok til at vedhæfte mig halvdelen af min og exen's gæld, en gæld på det hus han bor i...well...det er vel rart for ham, at jeg er med til at betale hans husleje. Disse 1600 kr. hver måned kunne sagtens bruges et andet sted, men om ca. 5 år, er det lån væk...men fandme lang tid til. Pga. det lån, vil ingen anden bank tage mig som kunde....ingen sikkerhed i lånet. Overvejer tit at lade være med at betale de penge..min ex står som 'kautionist' - men ved, at det vil få økonomiske følger, både for mig og ham. Med 3 børn er det ikke lige det man stræber efter.

Min bank er ikke min bank - det er bare et sted hvor mine penge går ind, uden at se noget til dem, udover på de månedlige opgørelser.
Hader at stå i en ukontrollèrbar situation - hader at være 'dømt' af min bankrådgiver..well rådgiver er vel så meget sagt! Banken sørger for deres penge først, så skidt med resten, det er jo ikke deres problem!

Mht. til min ex - vil så nødigt ødelægge det gode forhold vi har imellem os. Et forhold som er blevet bedre med tiden, ved at være forstående overfor hinanden. Hold kæft, det første år efter jeg var gået fra ham, hadede jeg ham af et godt hjerte. Han var en pestilens, en deprimeret mand med mange følelser. Opnåede det totale vendepunkt, da jeg giftede mig på ny - han erkendte at jeg ikke ville komme tilbage.
Med tiden er vores 'forhold' udviklet sig til at være et fortroligt venskab, hvor vi ved, at idet at vi kender hinanden så godt, kan tillade os, at blive sure på hinanden, uden at bære nag. Han er en kanon far - men han var ikke den rigtige partner for mig.

Hans nye kone er alletiders. Et par år yngre end jeg, og ingen børn. Fik sagt til hende en dag for længe siden, at hun ville være den eneste kvinde, jeg turde overlade mine børn til, da jeg er fuldt ud forvisset om, at hun elsker dem dybt og inderligt, og altid vil stå der for dem. Tænk HVIS der nogensinde skulle ske mig noget, rart at tænke på, at mine børn ikke ville stå alene.
HUn og min ex var så uheldige at miste tvillinger i efteråret, efter ca. 12 ugers graviditet. Hårdt for os alle, man bliver dybt berørt, især med tanke på hvad hun gennemgik. Søndag fik jeg den dejligste nyhed...hun er nu 5 uger henne, og skal tage godt vare på sig selv. Håber at de denne gang får lov til at beholde det lille væsen. Ved at mine 2 piger vil blive ovenud lykkelig for endnu en lillebror/søster.

Måske min ex bare er noget for sig, eller også er han bare den der elskelige natur. Selv min yngste forguder han - og omvendt, især når hun kommer ham stormende i møde og udbryder: heeej...mig op! Det er jo ikke hans datter, men tror ikke han tænker over det. Hun er en del af mig og de 2 ældste, så for ham er det vel bare naturligt også at elske hende :-)

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke sidder i et af de ex-forhold hvor man hverken kan tale sammen eller tåle at se hinanden. Måske er vi nået så langt, idet vi har lagt stor vægt på, at vores 2 piger ikke skulle stå i klemme mellem mor og far. Som voksne mennesker, og ikke mindst forældre, må man lægge sine egne behov på hylden, og gøre det bedste man kan.

Har indimellem prøvet at forestille mig, hvordan mit liv ville ha set ud, hvis jeg ikke var gået fra ham. Hmm..kan faktisk ikke forestille mig det, men mit hjerte siger, at vores forhold ville have stået uændret, hvilket i sidstye ende ville være katastrofalt. Forhold dør, og venskaber opstår i stedet. Jeg vil hellere ha venskabet end forholdet. Tror han er nået til samme konklusion: Jeg ved at han altid vil elske mig, fordi jeg er hans børns mor, men også fordi jeg altid er ærlig overfor ham.

Så fik du lidt afvide om min fortid, nutid og fremtid - men nu mest nutiden der bekymre mig!