Jeg føler det igen. Den her boblende fornemmelse af forår i maven. Denne momentane sindssyge når telefonen ringer og jeg på displayet kan se, at det er Ham. Og det bliver kun endnu bedre af at han har det lige sådan som jeg.

Det er en vidunderlig fornemmelse at være elsket. Jeg havde helt glemt hvordan det føltes, når et andet menneske lægger armene om mig og putter sit ansigt i mit lange hår, og fortæller mig hvor vidunderligt det er at være sammen med mig. Jeg havde helt glemt følelsen af at "være sikker" på hvor jeg står i forhold til den jeg holder af.

Det er en tid siden Han sagde det første gang. De tre ord, du ved. Vi sad og talte sammen på en bar en sen nat efter at have danset på bordene i det Odenseanske natteliv. Vi sad over for hinanden, egentlig vældigt ædruelige. Vi snakkede sammen, var glade, og jeg havde sådan lyst til at elske Ham med ord. Men Han kom mig i forkøbet. Han havde tænkt at sige det i over en uge, men nu virkede bare som dt rigige... og så sagde han det:

"Jeg elsker dig"

OG SÅ TUDEDE JEG. Og han lænede sig frem og tog mig blidt om kæben. Og gentog det. Jeg havde ikke hørt forkert. Det troed ejeg, for ingen har nogensinde sagt det til mig, uden jeg først har smidt det. Jeg blev paf....Og lykkelig.

Og nu har jeg fået det gentaget hundredevis af gange... Han elsker mig.

Hvor er det stort AT VÆRE ELSKET.