Uff, jeg kan ikke lide det. Hun er blevet undersøgt på alle leder og kanter, og det ligner ikke Allzheimers. Heldigvis. Men hun har selv været bekymret. Jeg tænker at det virker som om hun har haft en blodprop i talecentret. Idag kunne hun ikke huske ordet 11 i telefonen, og måtte tælle sig frem. 'Hvad er det nu det hedder.... kl. syv, otte, ni, ti, og ja.. elleve, det var det jeg mente'. Hun er selv ked af det og helt bevidst om det. Det er typisk navneord.... jeg er jo ikke ekspert, men nu hvor jeg sidder og skriver det, så synes jeg det er indlysende at det må være afesi. Mmm, either way, så er det synd for hende, og det bliver helt voldsomt, når hun er stresset... og det bliver hun i øvrigt let.

Puha... jeg vil bare gerne nå at have mine eventuelle børn skal nå at opleve min fantastiske mor. Og jeg vil gerne give hende (i fuld vigøre, og ikke med et halvt hovede) at opleve mine børn.

Det ved jeg så ikke lige, hvad jeg skal gøre ved :) Det går bare op for mig, at det med børn pludselig bliver betydningsfuldt, når ens forældre begynder at skrante.

PS:
Min gravide lilllesøster blødte 'klumper' idag. Havde ringet til min storesøster (der har to børn-og dermed har været gravid et par gange :) ), som øjeblikkeligt ringede til mig, og fortalte om det. Hu hej ind på hospitalet med den gravide mave. Hun lød helt mat og opgivende i telefonen. Og jeg og storesøster havde begge begyndt at græde for os selv, efter vi havde talt med hende. Pudsigt, at man alligevel når at blive så involveret. Heldig-heldigvis var der ikke noget galt. Tværtimod havde de fået at vide at alt var godt. Barnet levede fint og så ud til at være større end normen, og hun havde til scanning selv kunnet se de små fødder bevæge sig, og pulsen på det lille hjerteslag. Jeg er så lettet på hendes vegne. Hun fortjener sgu lidt ro og medgang, min turbolente lillesøster.

PPS:
Så få dig dog dit eget liv frøken :)