Jeg skulle kontrolvejes i dag. Jeg har taget 3 kg på på en uge, hvis jeg ikke havde været så træt var jeg nok blevet lettere hysterisk, men nu sov jeg altså kun nogle få timer i nat, så min hjerne stod på stand-by.

Jeg var ovre på lokalpsykiatrien her til formiddag for at min bostøtte kunne hjælpe mig med at udmelde mig fra universitetet. Det tog et godt stykke tid at finde den rette formular, men bag efter havde vi stadig en del tid tilbage. Min bostøtte ville absolut tale om min vægt og sårene/arene på mine arme. Jeg har svært ved at aflæse folks følelser, men på mig virkede hun nærmest anklagende, jeg vælger nu at tro, at det bare er mig der misforstod hende, men det generede mig alligevel lidt.
Jeg sagde, at det havde jeg ikke lyst til at snakke om, men hun blev ved.
Jeg sagde, at det havde jeg ikke lyst til at snakke om, men hun blev ved.
Jeg sagde, at det havde jeg ikke lyst til at snakke om, men hun blev ved.
Jeg blev efterhånden ret så irriteret. Hun spurgte til min menstruation, og jeg svarede hende, selvom jeg egentlig ikke syntes det kom hende ved. Pludselig så hun på mig og sagde meget forurettet "jammen kan du slet ikke se, at det gør mig ked af det at se dig sådan?" og nej det kan jeg ikke. Jeg har Aspergers syndrom, og vi har flere gangesnakket om, at jeg selvom jeg prøver, ikke engang er i stand til helt at indse hvordan mine selvmordsforsøg og andre selvskadende handlinger påvirker min familie. Når jeg ikke engang kan se hvordan det påvirker min familie, hvordan forvendter hun så, at jeg skulle kunne se, at det påvirker hende? Hun er jo trods alt professionel og får penge for at hjælpe mig, vel og mærke til at hjælpe mig med praktiske ting, ikke som terapeut eller noget i den stil.
Jeg blev så vred, at jeg gik. Selvfolgelig var jeg for ynkelig til at gå og smække med døren. Jeg rejste mig, aftalte en ny tid uden at se på hende og gik.