Truslen om tvangsindlæggelse hænger som en truende sky over mit hovede. Jeg er en pæn pige, jeg gør, hvad jeg får besked på, næsten da. Jeg er en god pige, jeg vil ikke være til for meget besvær, men det er jeg. Pis, hvorfor skal jeg altid være til besvær, jeg hævede endda stemmen overfor min kontaktpædagog. Hun syntes det var i orden, det var jo bare en naturlig reaktion, men jeg kan bare ikke tilgive mig selv. Hvornår holdt jeg op med at være den pæne pige? Jeg må straffe mig selv. Knive og slag trænger ikke langt nok ind. Propper mig med mad, smager ikke, kvalmen har for længst meldt sin ankomst, men jeg er ligeglad, jeg spiser bare videre, jeg bliver ved og ved, smerterne fortrænger alt andet, jeg befinder mig ikke længere på planeten jorden, jeg spiser bare.
Jeg ser mig i spejlet. Min mave strutter, som hos en gravid, men det eneste der er i maven er Døden. Mavens fylde står i stærk kontrast til ribbenene og hofteknoglerne der kun er dækket af et lag tynd grålig hud.
Smerterne er ulidelige, men jeg slutter af med et par poser sukkerfri slik, det skal nok holde mig oppe hele natten.
Endelig er jeg tilfreds, selvfornedrelse og selvhad går op i en højere enhed.