I går skulle jeg have taget billeder hos en rigtig dygtig fotograf. Jeg følte mig selvfølgelig alt for fed, havde sovet dårligt og havde fået en bums. Hun startede ud med at have en rigtig lang samtale med min far og mig om mig og alle de gode og dårlige ting i mit liv. Det var næsten som en samtale med en psykolog. Først tog hun nogle almindelige portrætfotos. Hun er den første person der nogensinde har sagt at jeg var køn, ellers har jeg altid stået i skyggen af min utroligt smukke lillesøster. Hen var vild med mine øjne og mit hår. Til den sidste rulle film spurgte hun om jeg ville have mine arrede arme med, og det ville jeg egentlig godt. Det var en meget speciel oplevelse at få taget billeder hvor mine arme var i centrum. Bag efter fortalte hun at hun ofte har taget billeder af kræftpatienter og andre dødeligt syge, men at hun aldrig før var blevet så påvirket. Faktisk fik hun direkte kvalme, fordi hun har to teenagedøtre, og tanken om at de kunne finde på noget lignende... Jeg kan desværre ikke få hendes betoning med på skrift, men hun sagde det på en måde så jeg hverken blev ked af det eller fornærmet. Glæder mig helt vildt til at se resultatet.