Har gjort så mange hyggelig ting denne ferie. Været ude med alle mulige venner jeg ikke har set et stykke tid, og løbet en masse kilometer. Noget jeg ellers var holdt helt op med.

Og... tjah, så ringede J og spurgte om jeg ikke lige ville dele 3 kvarter med ham, og jeg sad alligevel i en park, og han kunne komme og være med.

Lynhurtigt sidder vi og snakker om alvorlige ting.. fordi min lille søster haf fødselsdag imorgen, og hans spurgte hvor gammel hun blev, og jeg sagde 32... og han så spurgte forundret til, hvor gammel jeg var, og jeg sagde som sandt var, at jeg fylder 34 i juni. Og han så siger noget i stil med, at så kan han godt se, jeg har travlt med at komme ud og flirte (?!) Tak, min elskede :)

Og inden der er gået en halv time sidder jeg og græder.... (flot frøken) fordi han spørger, om jeg passer godt på mig selv. 'S, der er gået hele 2 år', siger han og ser bekymret ud. Og hvad kan jeg sige? Jeg sagde, at troede vi skulle være sammen altid. Ikke sådan anklagende... bare, at det derfor tager noget tid... hvad ved jeg? Det er sgu min egen bedste forklaring. Og J svarede ganske forstående at 'Ja, set i det perspektiv'... det er også noget lort. Vi ser jo ikke hinanden overhovedet. Jeg har set ham måske 3 gange på et halvt år. Og kun ganske korte kopper kaffe. Men han fylder stadig ualmindeligt meget i alle mulige sammenhænge, og sandheden er, at han også gør det når jeg er sammen med fyr. Når vi taler, og når vi kysser, og ja, det er nok også derfor jeg ikke er halt ovenud lykkelig, selvom fyr er sød ved mig. Jeg har dårlig samvittighed over at drømme om en anden.

Men hvad man kan gøre, hvad kan nogen gøre... det må jo bare gå sin trætte gang, som ellers har alle odds med sig med ferie og sol og søde venner.

I virkeligheden tror jeg ikke kun det handler om at komme mig over J, men om, at jeg bare ikke bliver så let forelsket. Tror vist egentlig kun jeg har prøvet det for alvor den ene gang. Og jeg er rædselslagen angst over ikke at komme til at opleve det igen.

Åh, hvor er jeg dog træt af ikke rigtigt at kunne give slip. Jeg føler jeg er bange for at leve. Sådan helt grundlæggende. Og, nu sidder jeg sgu og græder igen. Idiot for helvede...

En, to, tre... nyde sin ferie, tage sig sammen. Nogle gange føler jeg virkeligt ikke jeg gider livet. Snot forkælede møgunge, med alle odds med sig, kan ikke finde ud af at bruge nogle af dem. Kors hvor er det synd for frøken S. Latterlige usling, så mand dig dog op for helvede!