tæt på grænsen.

Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
10 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
9 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
12 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
12 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
10 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
10 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
12 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
17 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
12 år siden
Tredje bog færdig
JesperSB
3 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
7 år siden
7
Halina Abram...
7 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
8 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
6 år siden
D. 26/10-2012
Louise Jørge...
12 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
7 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
10 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
6 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
10 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
10 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
6 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
8 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
8 år siden
Hey.

Hvornår skal vi dø. egentlig et lidt underligt spørgsmål måske, men svaret vil næsten altid være det samme. Vi ved det ikke. Vi kan gøre os håb om at vide det - måske. Nogle enkelte ved det på dato og klokkeslet, med det er fordi nogle mennesker har taget den beslutning for dem. Nu er døden selvfølgelig den ultimative grænse og slet ikke en jeg forventer at have inde på livet lige forløbigt. Dog er den tilsyneladende allestedsnærværende for mine omgivelser. Min far er død. Det er sådan lidt som et punktum. Alle de andre gange det har været nærværende er mere som et komma. Tæt på men sætningen fortsætter alligevel. Min kammerats kæreste kørte galt for noget tid siden. det var tæt på og så alligevel ikke. Hun fik ikke en skræmme, eller det vil sige det gjorde hun, men ikke værre end hun er groet sammen igen. Og så her til aften får jeg at vide at en ven af familien har sprunget hovedpulsåren ned i gennem kroppen. Heldigvis er det da kun det inderste af to lag der er hul på, men alligevel; det var tæt på.

Så er der de andre ting der kommer udefra. Et gruppesamarbejde på skolen der mere virker som et gruppemodarbejde. En skole der slet ikke virker efter hensigten. Men sådan er det vist bare generelt rundt omkring. Der er ikke styr på noget som helst, fordi ingen rigtig ved hvem der skal have styr på hvad. Det er faktisk ret træls, for er er det nødvendigt at man har styr på det hele selv og hvem kan egentlig det når det kommer til stykket. Det værste er nok den manglende tillid. Nogle fortæller de vil gøre noget ved det, men der sker aldrig noget. Så kommer de sammen mennesker og siger det ikke er deres skyld, trods det at de lovede der ville ske noget. hmm. Der er så meget jeg ikke forstår i det. Man holder da hvad man lover, gør man ikke. Og hvis man ikke kan holde det man lover, så siger man da undskyld, gør man ikke. Man bortforklare da ikke bare fejlen som værende nogle andres, gør man vel. Eller er det mig der er helt galt på den. Uanset jeg bør sige undskyld eller ej, så er denne her uvidenhed utrolig fustrerende for mig.

Min kæreste er også urolig for mig. Nu er min far lige død af en livstilssygdom, hvilket også sætter mig i samme risikogruppe. Jeg prøver virkelig at tabe mig og få dyrket noget motion. Jeg prøver. Det lykkes for det meste også. Jeg har lige været ude og købe løbesko til 1100 kr. så noget gør jeg da. Jeg har også været ude og løbe i dem og jeg skal afsted igen i morgen. Jeg løber kun hver anden dag. Det er bare ikke så nemt at lave super sund mad til sig selv hver aften. Det virker ærlig talt som spildt arbejde. Nej se hvad jeg skal have i aften. Er det ikke bare lækkert. Jo jeg har stået i mados hele aftenen og er faktisk ikke rigtig sulten mere. Velbekomme og spis nu endelig op. Jo tak og i lige måde.

Den grænse jeg er ved at nå er nok lidt mere håndgribelig end døden. Man kan vel sige at jeg er ved at komme ud på sammenbrudets rand. Jeg har ikke rigtig overskud til at komme af med al den stress jeg går rundt med, så det bliver bare værre og værre. Det bliver ikke min kropsform der kommer til at tage livet af mig. det bliver stress, hvis ikke jeg meget hurtigt får gjort noget ved det. Jeg har prøvet tidligere, men det virker ikke rigtig. Det er måske i virkeligheden det benet er begravet. Det er til at blive helt stresset over ;-)...

Nå men jeg har ikke nået grænsen endnu, så der er lidt tid endnu.

plys

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget tæt på grænsen. er publiceret 14/04-2009 18:32 af Peter Tuxen (plysdyret).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.