Jeg er jo stadig mig...

Jo jeg er blevet mor, og jo det forpligter...men jeg er jo stadig mig...

Stadig fyldt med kærlighed, stadig fyldt med begær og lysten til...lysten! Jeg er stadig mig i spejlet som kan tilsidesætte den grumme pegefinger og SE at jeg er en fin pige...kvinde med smukke øjne, har masser af lidenskab og en stolthed som jeg måske forsøger at fortie og undertrykke...men den er der et eller andet sted.

I spejlet kan jeg se pigen...kvinden der fortjener kærligheden og omsorgen. Hun fortjener kys, opmærksomhed, klask i røven...og tålmodighed. Hun fortjener livet.

Min fornuft er et sted inden i mig og uden den havde jeg gået til grunde. Hver gang jeg står i fortvivlesens vold, ved jeg at min bedste ven er min fornuft. Den har aldrig forladt mig - til tider været stille - men den har hjulpet mig gennem alting. Den har altid haft svaret og altid kendt sandheden.

Da depressionen udløste anoreksien, der igen udløste depressionen og depressionen udløste alkoholmisbruget, levede min fornuft et stille og tavst liv. Jeg har altid fået øje på den i spejlbilledet...derfor undgik jeg spejle og alt der kunne reflektere den som jeg i virkeligheden godt viste jeg var. Men omsider er den brudt ud af sit kammer...heldigvis! Min rolle som mor KRÆVER den og jeg giver aldrig slip på den igen.

Alligevel er der så meget at rydde op i, stadig så meget sorg og mørke der trænger til lindring.

I dag har jeg haft en hård dag. I forvirring har jeg savnet L. Men hvad er der at savne? I lange lange tider har der ikke været en snert af kærlighed mellem os. Jeg har måtte kæmpe for hver bid omsorg og tryghed...? Der har ingen været. Men tanken om forholdet har vel i sig selv givet mig tryghed.

Jeg ER alene. Jeg har min søn...jeg elsker ham så højt og er dedikeret til opgaven om at blive mere og mere hel.

Det er lykkedes...med Emil. Vi har et pæresundt mor-barn forhold og alt er som det skal være. Det eneste problem er at jeg nogle gange putter for store følelser ind i ham men jeg ER opmærksom. Jeg ved det godt.... Det er MIN utryghed og ikke hans. Jeg er opmærksom...

Emil er hos farmor og farfar. Selv om jeg virkelig trænger til denne lille pause/aflastning, savner jeg ham frygteligt. Jeg føler mig tom. Jeg skal forholde mig itl mig selv...og det er svært!

Hvorfor fylder en traumatisk barndom så meget? Hvorfor er det så svært at komme sig over sådan een? Hvornår er det slut med at være mærket?

Jeg trænger til at leve...mor og far!