Kan man være for hård til at skrive?
Nogle gange besætter tanken mig. Jeg ved jeg er hård. Kan klare mig selv. ønsker ikke medlidenhed, fordi jeg føler ikke at mine problemer er større end andres. Ønsker ikke at tage plads, men gør det alligevel. Ubevidst.
Dog positivt. Håber jeg. Men jeg er menneskekender, ikke af profession. Autodidakt. Som Sean Connnery, den lækre mand.."yum".
Men jeg kommer i tvivl om hvad der kendetegner "mig".
Jeg ved godt hvem jeg er og jeg ved hvad jeg kan. Det kaldes selvtillid. Men hvori ligger mit selvværd og kan jeg kende forskel?
Tjahh, jeg lærte det på studiet, men at læse om det og forstå og forstå og leve det er to forskellige ting.
Jeg kan give mig selv gode råd og især andre, det er afskyeligt nemt. Men følge dem? det er lettere at følge en slankekur!!

Forfølger mine onde ånder mig fra "ungdommen" eller "den tidlige ungdom", hvor min selvtillid var lig cero? Sidder der stadig fragmenter i min krop og påvirker?
Psykologer ville nok sige ja, og indkassere en fed hyre, men jeg er i tvivl. Fordi det er vel positivt. At være i tvivl.
Er det ikke? Jeg er tit i tvivl. Både mht. mig selv og andre. Ikke dem , men deres synspunkter og bare fordi jeg kan se det hele fra begge sider, s¨å føler jeg at jeg ikke bliver taget seriøst. At jeg er en "rygklapper" af en art, men det er slet ikke tilfældet. Jeg har svært ved at tage stilling ved visse ting. Og selvom jeg gør, så er jeg stadig i tvivl. Fordi jeg KAN se det fra beggen vinkler og jeg mener ikke at s det er skidt at kunne, men det gør definitionen af mig selv helvedes svær ngle gange.

det er lettere når jeg lader mit temperament styre. Så er der ingen tvivl. Men så tænker jeg heller ikke.
Det er derfor jeg undrer mig over OM jeg egentlig bruger for meget tid på at tænke over hvorfor og hvorfor det.
"Er det vigtigt?", plejer min kæreste, som ikke kender bekymring, hvis den stod foran ham og gav ham en hop-skalle

Nej, siger jeg eftertænktsomt og mener det, fordi det er jo ikke.
Jeg er eneste pige ud af 3 brødre, hvor vi alle er "spekulanter". Vi spekulerer og spekulerer, diskuterer og analyserer, så vi alle er ved at få kvalme. Og vi VED det.
Og så er jeg så heldig ( eller han mener han er heldig) at bumpe ind i min åbenlyse modsætning. Jeg elsker at planlægge og organisere, han kan ikke overskue hvis jeg spørger om vi ikke skal lave noget i weekenden. Og så videre. Men sådan er det jo ikke alligevel. Vi ligner hinanden meget og vi lærer af hinanden. Det bedste jeg har lært at min dejlige kæreste er at lære at nyde livet. DET er han fremragende til på sin egen afslappende måde. Der er ingen lange forklaringer, ingen dybdegående analyser og ingen spørgsmålstegn.
han er lige så klar og konkret, som Piet Heins Grukerier. Ingen pis!!

Og nogengange skal man have en anden til at hive sig ud at sit selvpis, for at sige det direkte.
Det har jeg , heldigvis.
Vi ejede begge to intet temperament før vi mødte hinanden.
det er ret tankevækkende.

derfor tror jeg på at der er een til os alle. Naturen laver ingen pis!
Ikke uden grund!