i går ryddede jeg op i min bøger, tørrede 3 års støv væk bag dem på hylden. Og fandt gavepapir fra julen 1998 (?). Jeg tør ikke engang begynde at rydde op under sengen.
Men det er spændende at se i sine gemmere. læse gamle breve fra gamle venner og kigge i billeder .

så fandt jeg min fars digte, eller nogle af dem og begyndte at læse dem grundigt. Jeg kunne ikke huske dem.
Men det var en oplevelse. Jeg følte at jeg kom lidt tættere på ham igen.
Det var rart og lidt sørgeligt også, fordi jeg fik en brændende lyst til at tale med ham.
Tale om kunst og litteratur og holdninger og etik. Det fik jeg desværre ikke mulighed for da han var i live, fordi jeg ikke turde og ikke følte at jeg havde noget vigtigt at sige.

Det gjorde mig lidt ked af det, men det gjorde også, at jeg fandt ud af hvor meget jeg egentlig har udviklet mig og at han ville have været stolt af mig.
Og det er rart at tænke på.
Med hans lille digtsamling, føler jeg at jeg har en del af ham, fysisk, hos mig og det er en tryg fornemmelse.
Det er somom han taler til mig gennem hans digte og det giver mig meget mere end at se på billederne af ham.

Camilla