alle kører ´deres eget show.
Og jeg er ingen helgen.
efter så mange år hvor mine forventinger
til nære mennesker er blevet mast, kører jeg også mit eget show.

Min tolerancetærskel er pænt stor, måske mest overfor folk jeg ikke kender. Måske fordi de rager mig en høstblomst, måske fordi jeg har fået øjnene op for hvad der sker hos andre mennesker. måske vrsisser de ad dig, fordi de har haft en dårlig dag, de er blevet banket som barn og har fået en mistro til andre mennesker, de har økonomiske problemer, de har mistet både på den ene eller anden måde, måske...

Det rager mig, fordi jeg kender det og fordi jeg ikke regner med at de er særlig interesseret i om det rager mig eller ej. Kort sagt: de kører deres eget show!

Mine nærmeste kører deres eget show. Mine veninder, mine kolleger. At miste een nær ven til døden er ikke særlig vigtig eller opsigtsvækkende. Det er nærmest normalt. Ergo...livet går videre og siden jeg ikke år rundt og vræler og er brudt sammen, ja...så eksisterer det ikke, så er jeg kommet videre. Alle kan overgå den næste. Alle har oplevet noget der er værre og har de ikke det, så rager det dem hvad der foregår. Det er lettere og er ikke så forstyrrende i deres eget liv.
Kort sagt: de kører deres eget show!

Jeg rejser snart væk. og regner ikke med at komme tilbage. er der nogle der vil græde? Jeg forventer ingenting. Om jeg bor i spanien, i australien eller i nr. sundby gør ingen forskel. Jeg ser mine nærmeste lige så tit eller lige så sjældent. Ja, vi er i familie., ja, vi er vokset op sammen, men er det livet der tvinger os i hver sin retning? er det ydre omstændigheder?
næh...det er os selv. Dovenskaben og ligegyldigheden trækker i os. og jeg er ingen helgen ..ikke mere...det rager mig. Jeg ved de holder af og elsker mig, men ikke godt nok til at ringe eller besøge mig, og da slet ikke i min sorg...det gør for ondt...på dem!!!
Og hun er jo nok kommet over det, tænker de, og fortrænger den stemme der fortæller og minder om.
Kort sagt. de kører deres eget show!!

og hvad med mig selv? er jeg blevet værre eller bedre? er der sket en forandring som kun jeg kan mærke? og hvis der er, betyder det noget, hvis andre ikke kan se det. Mit behov for andre mennesker er kogt ned til eet; min kæreste. Andre har ikke fortjent at få mine forventinger lagt på sig. de lever ikke op til standarden. Min kæreste kan jeg regne med. han har aldrig skuffet mig og jeg glæder mig til at starte forfra med ham, væk fra dette her.
Jakobs forældre, især jakob mor, har jeg knyttet mig til og hun er den mor jeg aldrig havde, den mor jeg altid søgte. Jeg elsker min mor. hun er et godt menneske. Sø'd og ærlig..når hun er ædru, men hun er ikke en mor og har alædrig været det. Det har jeg accepteret. Jeg forventer ingeting fra hende. Kort sagt: Hun kører sit eget løb.

Nu er der gået en måned, snart to siden jakob døde og jeg er overhoved ikke blevet spurgt, af hverken mine nærmeste eller andre om hvordan jeg har det, så jeg må åbenbart signalere at jeg har det godt. Det var sgu da heldigt!!! så er den skid slået!
Det var da dejligt at sorgen ikke varer længere. Måske skulle jeg fortælle det til jakobs forældre?
Bitter? Lyder jeg bitter? Nej, nej...jeg er skmam ikke bitter. Jeg kører bare mit eget show.