Har lige været ude ved storesøster.

Med to unger og stort hus.
Hun har selv siddet herinde hos mig og grædt over, at vi andre to søstre havde nok i os selv og aldrig kontaktede hende...

Men helt ærligt. Hver gang jeg kommer derud, er der en tung og træt, dårlig stemning. Sidste gang var jeg der i max en time, og hun lignede en tordensky, da jeg kom og kørte mig hurtigt tilbage til toget.

Idag åbnede hun døren og sagde, 'Gud kommer du?' 'Det har jeg helt glemt'. (?) Vi aftalte det i aftes. Og jeg kan sådan set godt leve med ikke at komme derud. Gør det kun, fordi jeg gerne vil gøre det godt, og jeg synes det er synd for hende, hvis hun sidder med familielivet op til over begge ører og føler sig glemt.... hun har nærmest været i depressionsbehandling for det, så det er heller ikke i orden, at vi andre to har så nok i hinanden.

Men jeg var sgu lige ved at græde ved 'velkomsten'. Det koster mig knap en hund og en hel aften, når jeg tager derud. Og det er helt fint. Orker bare ikke at føle, at jeg så nærmest er en belastning, når jeg kommer.

Tror måske ikke hende og svoger har det så godt. Hun er elendig til at acceptere hans børneopdragelse, og det er til at gå amok over at høre på. Altid irettesætter hun ham, og han er sgu så sød og fornuftig. Det bliver mystisk for de små drenge at skulle kunne finde rundt i. Jeg krymper tæer og gemmer mig lidt på badeværelset.

Hvad er der med kvinderne i min familie. Vi/de skal ha luft det øjeblik irritationerne opstår. Når aldrig at tænke først, og alt alt for ofte uden omtanke bliver passive tilstedeværende involveret bare ved de uomsvøbne udbrud. Jeg orker ikke at være tilstede i min søsters konfrontationer med sin mand. Kan de ikke tage sig lidt sammen, mens jeg er der?

Det er godt, at folk føler sig trygge ved mig, men engang imellem har jeg det som om, jeg ikke findes i min familie. De skændes fuldstændigt ubekymret i min tilstedeværelse - hele vejen rundt. Var jeg også sådan med J? Either way. Det er sgu ikke smart.

Storesøster er vildt glad for at jeg kommer ud, og leger med hendes unger. Det ved jeg.... hun synes det sker alt for sjældent. Det ligger altid som usagt anklage i hendes opkald. Og manden kørte mig faktisk helt hjem, fordi tror jeg, at han var glad for at jeg kom, fordi han er glad på min søsters vegne. Jeg orker bare ikke den dårlige stemning. Det slog mig at det bedste ved hele aftenen var bilturen hjem med svoger. Han er i virkeligheden et vildt kærligt og gladt gemyt. Og jeg ved de elsker hinanden... hvorfor så så meget kævl? Åhh hvor er det trættende og opslidende at høre på.

Kære kære Gud i himlen. Lad det ikke være en familier forbandelse at sværge til kævl. Lad mig blive bedre.... jeg bliver syg af at se de andre. Jeg VIL VIL VIL ikke være sådan.