Verdens dårligste joke over et slogan, men ikke desto mindre sandt desværre.

Min kære mor ringede til mig i torsdag, og fortalte om min fars jagtkammerats selvmord. Hun mente at jeg skulle vide det. Vi talte sammen i en halv time, det var rart. Men enormt skræmmende. Selvmord!

Jagtkammeraten er kommet i vores hjem regelmæssigt så længe jeg kan huske, og min far og ham har været venner endnu længere tid. Som sådan havde jeg ingen relation til ham, og dog fik jeg en større gave af hans kone og ham ved både konfirmation, 18 års fødselsdag samt da jeg blev student. Han var den sjove af jagtkammeraterne, og ifølge min far, ham der gik mest op i sikkerhed.

Teknikerne havde afsluttet undersøgelserne af dødsårsagen, og var tilsyneladende kommet frem til, at det havde været et uheld. Min far er hans bedste ven, og han var ikke enig. Ikke fordi man skal tvivle på teknikere, men tror heller ikke venners udsagn skal forkastes helt.

Han havde smagt sit jagtgevær.

Sommeren forinden havde Jagtkammeraten fået nye knæ, og var blevet i stand til at genoptage sin ynglingshobby, som han netop pga knæene i en periode havde været tvunget til at opgive midlertidigt. Han nåede lige præcis at få sig en ny kone, og senest tirsdagen forinden havde han været i godt humør, da han og min far tog afsted mod deres ugentlige fælles hobby. Han havde intet kunne mærke.

Til formiddag talte jeg med min far igen. Han havde talt med Jagtkammeratens kone, der havde bedt ham spille "Jagt forbi". Min far bliver sentimental i sådanne øjeblikke. Han kan ikke gøre sådan noget selv, og kontaktede således resten af hornblæsergruppen. Det er vist endt med, at de tager derud samlet, og viser Jagtkammeraten den sidste "ære". De blev trods alt nationale mestre sammen, fire år i træk.. Han skulle på jagt i dag, sammen med den sædvanlige gruppe.. Jagtkammeraten meldte aldrig afbud til jagter - men denne - havde han meldt afbud til da de sammen kørte til hornblæsning tirsdagen forinden..

Tænk at beslutte at tage sit eget liv, og rent faktisk gennemføre det..

Begravelsen finder sted på onsdag klokken ni.

Jeg er lidt skræmt af hele situationen, fordi jeg bliver ved med at se min egen far i den.. Som hovedperson.. Det er skræmmende.. På den ufede, kuldegys-fremkaldende måde.. Lige til at blive ked af.. Også selvom jeg godt ved, at det aldrig sker.. En art chok.. Nogle gange kommer livet - eller mangel på samme - skræmmende tæt på..