'Jeg adlyder navnet Peter', sagde den gode buschauffør, der havde overtaget den dårliges plads.

Og Peter brugte herefter de to timer fra Rødby til København på at overbevise passagererne om, at han gjorde sit bedste, fordi den tidligere havde glemt at forklare os, at Rostock havn var lukket, at vi først ville gøre hold kl. 21 istedet for kl. 19 og at vi ville komme 1,5 time for sent frem.

Det kunne den dårlige chauffør jo ikke gøre for... men han havde bare ikke sagt noget. Skægt at betragte, hvor ualmindeligt utilfredse folk bliver, når de ikke ved, hvad der foregår...mig selv inklusive.... men jeg spørger jo bare. Dumt, at chauffør ikke lige regnede ud, at jeg nok ikke var den eneste, der overvejede... og dumt af mig, at jeg ikke lige sagde til ham: 'Det vil nok være et hit at sige det over højtaleren, for folk aner ikke hvad, der sker'.

Nå, men Peter skulle så snakke to timer som kompensation for ham, som ikke sagde noget, og som vi derfor ikke fik at vide hvad hed.... det var jeg ikke helt tilfreds med. For min skyld, må de gerne klappe helt i, de der chauffører... bare nøjes med at sige det uventede, og evt. hvornår man skal være tilbage i bussen.

Nå, er glad for at være hjemme igen. Man er dejlig uafhængig, når man er hos sig selv.

Men, det har trods den første morgens strabadser været en alle tiders tur.... så rart at komme væk, og så rart at komme lidt tæt på veninden igen. Hun er en fantastisk pige... rimeligt bossy... og jeg er stædig... det kommer der sjove og ikke så sjove ting ud af... men vi er rigtigt glade for hinanden. Hun er en så fantastisk pige, synes jeg. Sjov og fuld at idéer - og spændt til bristepunktet af sin gode opdragelse samtidig. Hun er et utroligt godt menneske, som jeg er stolt af at kende.

Og så var solen jo afsindig idag.... bare det kunne fortsætte. Eller komme igen næste weekend.

PS: Vågnede ved at have drømt om J igen igen igen. Han var surprise i drømmen kold og afvisende - orker ikke fortælle detajler, og jeg græd som stukket igen, da jeg vågnede, som det hele er spritnyt og føles om day 1 ... fuuck, hvor jeg glæder mig til det engang er helt og fuldt gennemlevet og ikke kan slå mig ud mere, og til jeg kaster op over at høre på mig selv... Jeg kalkulerer kraftigt med exponetielt faldende kurve... ellers gider jeg simpelthen snart ikke det her mere!!! Og jeg vil sgu være kommet til skulderen af puklen nu... vil vil vil vil ........ men det tror jeg også jeg er.