Det er ikke mod, ikke at frygte
Det er mod at mestre sin frygt

Det er sjovt.
Vi opbygger igennem livet en række irrationelle følelser der forbindes/associeres til enkelte mennesker, begivenheder eller i mit tilfælde befolkningsgrupper.

Ja jeg har haft et sammenstød med... "Dem der"

Der er her naturligvis tale om folk med anden etnisk herkomst og lad mig kort beskrive hvad der skete:

Jeg kom gående hen ad gaden en sen nattetime, da en person med anden etnisk herkomst kom gående forbi mig.
Der var et eller andet ved lige ham, der fik mig til at tro at han ville mig ondt, men bag ham gi to piger, så jeg tænkte at om ikke andet var hjælpen nær.
Idet han passerer mig skriger hgan BØH ind i ansigtet på mig, og min første reaktion var at skubbe ham væk, bare for at give mig selv tid til at tænke over hvad jeg skulle gøre. Han så ikke umiddelbart ud til at ville andet et at skræmme mig så jeg tænkte idiot, og gik videre.

3 skridt længere henne hører jeg ham nu begynde at råbe efter mig, fordi jeg skubbede ham og han begyndte truende at gå efter mig og, som det hedder på godt street dansk, fronte mig. jeg havde ikke lyst til nogen overraskelser så jeg strak en arm ud for at holde ham på afstand. Han blev ved med at gå efter mig og svine mig til, alt imens jeg gik i væk fra ham. jeg holdt afstand mellem ham og jeg med min udstrakte arm, og gjorde ellers ikke noget for provokere ham yderligere.
Til sidst blev misdæderen indhentet af de to førnævnte piger, der fik ham overtalt til at lade mig være i fred.
Og som en sidste hån, råbte han efter mig det samme jeg altid har hørt fra dem:




"Danskersvin!"



Det her skete før jul, og er som sådan lang tid siden nu, men så lige idag slog dig mig inde på odense banegård. Hver gang en person med anden etnisk herkomst går forbi mig, går jeg instinktivt i alarmberedskab. Muskler spændes, tænder bides sammen og jeg holder vejret lige de 3 sekunder det tager dem at passere mig.

Jeg er slet og ret blevet bange for dem.

Og pludselig forstår man de stakkels etniske danskere der har så mange fordomme.

Min logik skriger i kor med min fornuft om at det er forkert at dømme et folkefærd på den måde, men det er jo heller ikke min fornuft eller logik der bringer følelsen af utryghed op i mig.

Frygt er en mærkelig størrelse og man kigger på de forskellige statistika og ser så, at langt de fleste overfald sker lige så vel fra etniske danskere som det sker fra folk med anden etnisitet. Men instinkterne generaliserer lige med det samme og xenofobien kravler langsomt ind i sjælen og bider sig fast

"Det kunne lisså godt være en dansker" siger fornuften og logikken

Men sjælen overdøver dem begge med et rungende:
"Men det er sku da sjovt at det lige er én af dem."

Så ja nu er jeg arret for livet, og skal nu til at bruge jeg ved ikke hvor mange resourcer for at tilgive og glemme alle af den race.

Og derfor tributerer jeg denne tekst til den mand der besluttede sig for at ødelægge en andens dag. Den mand der fandt på at netop jeg skulle chikaneres lige den nat.

Tak din spasser! Du har stemplet din egen race.

Jakob s. Arndal
I et vredens øjeblik