Kære dagbog. Heldigvis kan jeg mærke, at det hjælper noget, at gøre noget godt for mig selv. Engang var jeg fokuseret på, at jeg skulle være noget for alle andre, jeg troede, at ved at gøre noget for andre, så ville jeg få det godt og så viser det sig besynderligt nok at forholde sig nærmest modsat.
Jeg gør stadig gode ting for andre OG kun når jeg har hjertet med i det. Jeg opdagede, at gode gerninger kom dårligt tilbage til mig, i form af utilfredsstillelse, rastløshed og en følelse af eningsløshed, når jeg gjorde dem hjerteløst, uden tanke for mit eget velbefindende.
Fx kunne jeg dække op og lave mad til min bedste ven i en uendelighed uden at føle mig hel af den grund. jeg gav så meget af mig selv, at jeg næsten havde en fornemmelse af, at 'gå over i ham'. Det bevirkede, at jeg gik alt for meget op i, hvordan han havde det og egentlig skubbede ham væk på den måde, fordi han fandt mig omklamrende og ubehagelig at være sammen med og selv blev i dårligere humør af det.
Det er svært at forklare og svært at forstå, hvordan det foregår dette med at jeg i godhed kom til at kontrollere andre, så de følte sig utilpasse i mit selskab.
Hvorom alting er, så besluttede jeg mig til at ændre mig selv, så jeg måske også kunne komme af med den hovedpine og migræne, der var begyndt at plage mig næsten dagligt.
Det har taget mig mange år at forstå, at det er legalt og sundest og mest kærligt, at overholde mine egne grænser.
Jeg lærte, at det er nødvendigt at lytte til mine egne behov, før jeg kan være noget ordentligt for andre. At jeg selv bliver tydeligere for andre, ved at sætte mine grænser tydeligt op, former min person til noget andre akn forholde sig til, grine sammen med, leve fredeligt ved siden af uden at blive 'ædt' op af mig.
Når jeg ind imellem henfalder til behovet for at 'nurse' andre, mærker jeg det nu med det samme i min krop! Det er ikke et tydeligt udbrud af smerte,men som en følelse af, at jeg ikke er inde i mig selv. Jeg kan ikke forklare det bedre lige nu, tror jeg. For hvad er det, der sker, når jeg begynder at blive rastløs, når negative tanker dukker op og jeg ligesom prøver at forhindre mig selv i at gøre noget godt for mig selv? Dette som et udtryk for stor indre smerte, der munder ud i tristhed, der igen minder om depression og angst.
Jeg får et ringere liv, end jeg kunne have fået.
Det er dette, der er gået op for mig, at jeg har siddet fast i et hul, som jeg selv gravede. Dernede lå lavt selvværd, negative tanke- og handlemønstre og en god gammeldags tro på, at det er de andre, der har ret.
Alt dette ønsker jeg ikke længere at dumpe ned i. Jeg ved, at det ingen steder fører hen, andet end til mere smerte, som ingen har rigtig gavn af i sidste ende.
Jeg har bedt om utallige gange, at jeg måtte opdage, at jeg selv kan se, at jeg selv kan handle og det ser omsider ud til, at jeg har taget ved lære og erfaret sandheden i den ældgamle visdom, at du må elske dig selv, før du kan elske andre.