Käreste dagbog.
Om 5 dage skal jeg se mine foräldre igen! Det synes at väre så uendelig länge siden, jeg sidst har set dem. Selvom det knapt er to måneder. Men hvor er det dog fortvivlende, at man ikke bare kan have dem hos sig, når man märker behovet for det! Fredag morgen tager jeg flyet fra Umeå og flyver direkte til KBH, og så taer jeg toget hjem til Jylland. Der vil de stå ved perronen og vente på mig. Jeg kan se dem for mig. Mor, den lille runde står og tripper utålmodigt efter at jeg skal komme hjem. Hendes kinder er helt röde, for det er alt for koldt at stå der ved perronen - vinteren er jo også kommet til Danmark! Hun kigger på sit ur, og kan ikke forstå, hvorfor toget ikke er kommet endnu! Far står og snakker med en af stationsmedarbejderne om vejret og om, hvornår der skal ligges nye skinner på, eller om de ikke burde ligge mere salt på asfalten nu hvor det er så glat - han ved, hvor de kan köbe noget, der er godt og billigt. Så udbryder mor: Nu kommer han! Og toget körer ind på perronen. Jeg kommer sidst ud, for jeg gider ikke stå så länge og vente. Far og mor kan ikke se mig, det er mig der får öje på dem först, råber: " Her er jeg". De skynder sig hen til mig - löber dog ikke, de er jo ikke så unge mere. Vi omfavner hinanden länge alle 3, mor får et kys og far får min arm rundt om skulderen. Nu er vi endelig samlet igen!!
De har altid väret så fantastiske imod mig, selvom jeg ikke har gjort livet let for dem. Jeg har ikke väret det nemmeste barn at have. Jo da jeg var en lille dreng, var jeg nuttet og söd. Men da jeg blev.......Teenager, blev jeg problematisk. Jeg havde det ikke så godt rent psykisk, og det gik selvfölgelig ud over mine foräldre, de var jo de närmeste. Jeg har til tider udsat dem for nogle sväre prövelser og bekymringer. Men altid har de väret der, og stöttet mig. Aldrig sagt fra, men altid elsket mig endnu höjere for hver gang. De er pragtfulde, og I skal alle vide, at mine foräldre har den störste plads i mit hjerte. Jeg elsker Dem over alt på denne fantastiske jord!