Jeg burde kaste mig ind i seng nu hvor min lille dreng lader til at tage en ordentlig skraver. I stedet for laver jeg alt muligt samtidig med at jeg sluprer koldskål i mig. Min appetit er rigtig stor for tiden. Det må være på grund af det hårde arbejde som malkeko. Min krop har brug for noget hele tiden…synes jeg!

Han vokser…øjjj han vokser. Han spiser mere og mere synes jeg. Nogle gange føler jeg at jeg må stoppe ham. Tænker at der ikke kan være så meget i den lille mave. Den kan måske eksplodere??? Men så bliver han skide sur så jeg har ikke andre valg, end at lade ham spise til HAN SELV siger stop.

Dagene går. Jeg føler hver dag, at jeg lige har taget hul på dagen når jeg skal til at lukke af for den. Selvom jeg ikke foretager mig så meget andet end at amme-skifte-putte-vugge-kysse-pyldre…så flyver tiden af sted.

L kommer hjem i morgen. Så er der gået 3 uger. Det er jo nu vi skal være familie. De 3-4 dage efter hospitalet gav os ingen rytme eller tilvænning. Jeg har lært vores baby godt at kende synes jeg. Jeg må vise L alt hvad jeg har lært.

De kalder det ”amme-hjerne”! Jeg mærker det nok lidt nu. Her sidder jeg med fingrene på tasterne og har lyst til at skrive en hel masse. Men min hjerne føles begrænset til så lille et område. Jeg VIL enormt gerne fortælle om mine tanker som jeg altid gør, men jeg kan ikke. Når prutten sover og jeg er overladt til mig selv, så bruges tiden sparsomt på at få noget mad i maven, et bad, oprydning og sådan. Jeg har slet ikke den nødvendige ro, til at sætte ord på mine tanker.

Der sker andet i mit hoved end baby-amme-ble…der sker rigtig meget og sikkert mere end der har gjort i tider. Livet er kommet tæt på mig. Fremtiden er lige pludselig ikke så ligegyldig mere og jeg er begyndt at kigge på mennesker, relationer, familie, LIVET på en anderledes måde. Der er et lille menneske som nu regner med mig og jeg har bare at leve op til den rolle jeg har overfor min søn. Det skræmmer mig stadig og ansvaret føles uoverkommeligt-stort. Men jeg ryster frygten af mig lidt efter lidt.

Han er så lille og afhængig. Nogle gange bliver jeg helt målløs over hvor hjælpeløs han er. Når han har spist og ligger og slår mave, har han det med at kigge på mig ind til han falder i søvn. Jeg kigger ham dybt i øjnene og siger til ham at jeg passer på ham. At jeg altid vil passe på ham. Jeg vil sørge for at han er tryg. Han skal ikke mærke utrygheden som jeg gjorde dengang for mange år siden da jeg var en lille pige. Han skal ikke leve op i utryghed.

Jeg må ZZZZZZZZZZZZZZ….