Øv! Jeg synes ellers det havde været en alle tiders dag at føde på i går. Så kunne jeg, indtil han blev kvik nok, bilde ham ind at det var FOR HAM at busserne kørte med flag og FOR HAM at alle ungerne havde flag i hånden inde omkring Amalienborg.

1 dag over tid.

Jeg futter rundt og laver småting rundt omkring i lejligheden. Jeg er godt gearet inden i. Det er en underlig blanding af spænding og nervøsitet.

Det er lidt som om jeg bevæger mig rundt i min egen lille klokke. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, at være sammen med andre mennesker. Det er som om jeg ikke kan…sige noget, altså tale rigtigt (hvordan end man gør det!). Jeg føler mig underlig og måske også lidt forkert. Det er svært at forklare. Det føles som en tristhed der alligevel ikke kan være rigtig…jeg har jo ikke noget at være trist over.

Op i…jeg ved det ikke! Måske er det bare stilhed før stormen? Måske er jeg bare lidt pivet?!

Jeg er allerede begyndt at tænke på, at komme i form efter fødslen. Jeg vil også være en smart pige igen (buu-huu for me!), som man kigger efter. Denne ”bjerg-følelse” er ikke så fed og på den anden side er jeg meget stolt over min mave.
Lige nu spiser jeg meget. Ej det gør jeg altså! Jeg har det bedst hvis jeg hele tiden tygger på et eller andet men jeg er ikke forfalden til kager, chokolade og sådan. Men honning-madder styrer! I hvert fald skal jeg tilbage til at spise mindre, eller bare ikke hele tiden. Kure er bare ikke…så fede for mig. Jeg kan ikke styre det! Ej det holder ikke for mig. Der går for meget sport i at spise mindre og mindre og det kan jeg ikke bruge min tid på.

Bla bla og nu vil jeg sove