Søndag fik jeg ikke tid til andet end hurtig at komme i arbejdstøjet, og så ud af døren. Claus havde fået en pakke som i lynes hast skulle transporteres til Kastrup lufthavn. Følte sig ikke helt i hopla til at køre turen, da han havde været på siden kl. 03.00 om natten, men ville heller ikke sige nej. Ringede og spurte om jeg kunne køre her og nu. Nåede hverken at få redt hår, eller lagt makeup, så hvis nogen så en blegfjæs/ spøgelsesbilist med strit hår komme susende tværs over landet i søndags – ja så var det nok bare mig.

André virkede til at have det bedre, end dagen før. Men alligevel stadig langt fra ”normal”. Efter min tur tværs over, kørte jeg hjem og spiste. Rengjorde derefter bilen så jeg var klar til at køre senere. Ville se tiden og André an, før jeg begav mig på arbejde igen. Kl. 21.00 sad han med den orientering vedr. skadestuen som vi havde fået udleveret. Han spurte til hvilket nummer man kunne ringe til. Jeg viste ham det, og lod ham derefter være alene imens han ringede. Kort efter begyndte han at tage overtøj og sko på. Spurte om jeg skulle tage med, men det ønskede han ikke. Lod ham gå da vi kun bor få hundrede meter derfra. Han lovede at ringe uanset hvad der skete. Jeg tog på arbejde, da jeg viste fra i tirsdags, at der godt kunne gå et par timer inden han havde talt med en læge. Han ringede ca. kl. 22.30 og fortalte at de havde sat hans daglige medicin op, plus af det som han havde fået i ved første besøg der. De ville gerne have haft ham til at overnatte, men han ønskede at komme hjem, så Claus kunne passe på ham. Sjovt nok er det ikke Claus som han betror sig til, men alligevel ser ham som en beskytter.

Jeg kørte god øm i rumpetten hjem ca. en halv time før Claus stod op . Der havde været meget travlt pga. mange private påskefrokoster, og ikke mange vogne på gaden. Smuttede ind under dynen, og sov som en sten til Claus vækkede mig kl. 11.00. Han fortalte at han havde kørt med den læge som havde haft vagt på skadestuen, og at de havde fået en god snak. Hun havde bla. sagt, at det var synd og skam at sådan en sød og god dreng skulle havde det så skidt, og at de kunne mediciner sig ud af alt, men det er ikke løsningen eller formålstjenstlig. Mente at samtaleterapi sammen med den rette medicin kunne gøre underværker.

Vi har siden haft kontakt med børn og unge psyk. De har frataget ham den ekstra medicin han havde fået på skadestuen, men bibeholdt den øgede dosis af den daglige. Jeg synes at det er meget betænkelig at han inden for 2 mdr. er gået fra 2 til 4 piller om dagen. Skal tale med hans kontaktperson og lederen i dag. Hvis de ikke formår at skabe en stabilitet i hans hverdag, så er det ikke den rette sted han er. Da det for ca. 1½ år siden blev besluttet at han skulle flytte fra den daværende bosted, havde jeg foreslået et sted, men det blev manet i jorden af de ” kloge hoveder”. Stedet ved jeg, ville være gireret til at gribe og takle sådan en situation som den han nu er havnet i. Men jeg er jo kun forældre !

Er kommet tidlig ud af fjerne i dag. Talte med min far i går. Har ikke været så meget der hjemme på det sidste. Han fortalte at han havde forfulgt hans drømme i bogstavelig forstand. Havde drømt at Claus havde været til en fodboldkamp sammen med nogle venner, og at han skulle hente bilen. Da han ” vågnede ” befandt han sig i nærheden af vores fodboldstadion sammen med hunden. Der var selvfølgelig ingen bil. I går formiddag var han også ude og forfølge en drøm. Han skulle hente ( troede han ) nogen af de kongelige et sted, og måtte sande at også dette var en drøm og gik hjem igen. Under disse gåture har han mistet sine nøgler, så jeg skal ind til byen og have lavet en kopi. Nægter at give ham ” min ” nøgle til huset, da det er den eneste måde jeg kan komme ind, hvis han en dag er faldet om. En uhyggelig tanke, men jeg bliver nød til at se realistisk på det.

Min husvilde svigermor er kommet, og skal være her til på tirsdag i næste uge. Selv om hun ikke ønsker at vi skal leve anderledes end vi normal gør, så optager hun alligevel vores opmærksomhed.

Nå det var den nøgle jeg kom fra ;o)