Jeg kunne vel egentlig lige så godt stadigvæk sidde i spanien. der er intet forandret, og alligevel. det hele var spændende for dem, da jeg kom hjem, og løfterne var store, også fra min side, men er det bare sådan vi er, eller er det bare sådan jeg er?
og det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide dem, slet ikke, og jeg ved de også holder af mig, men drivkraften har egentlig aldrig været der. vi er nok for selvstændige. føler lidt at je har fået skrevet det jeg kan. føler slet ikke jeg har en mening mere om nogen ting, og noglegange bekymrer det mig, andre gange, de fleste, tænker jeg slet ikke over det.
jeg har altid været en enespænder. helt tilbage fra folkeskolen, og alligevel fik jeg to veninder, som stadigvæk husker at ringe til mig, uden a jeg behøver at gøre noget. men jeg begynder at se et mønster og det bliver tydligere og tydligere. jeg hygger mig i mit eget selskab og i min kærestes. måske er vi blevet skadet af at være isoleret så længe. og de fleste dage er det rart, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er sundt.
men hvis det fungerer for os, hvorfor ikke? hvorfor skal man død og pine mig pisse rundt og gøre en masse ting, mødes med en masse menensker man ikke har lyst til at se. jeg kan godt lide at have travlt, men kun på mit arbejde, så når jeg har fri, har jeg fri. det er vel ikke forkert.
Det er lige før jeg blev stresset i julen, fordi jeg pludselig skulle være mere social end jeg plejede at være. og jeg hader stress i privat livet.
jeg tror det er ved at gå op for mig. det har intet med andre mennesker at gøre. det er mig. ikke andre. jeg kan bare godt lide at være mig selv. gå i mine egne tanker, hyggetænke, noglegange højt, og selv bestemme hvad jeg skal lave og hvornår. det gør mig høj.
kan man virkelig nøjes, kan man i denne tidsalder virkelig nøjes med så lidt? og i min alder? jeg har en veninde, som nok snart ryger over i kategorien "bekendt". vi kan ikke rigtig tale sammen mere, hun har forandret sig meget, og måske har jeg også, men hun vil leve livet, og det gør hun også. det er helt fint. hun er ung. men hun taler kun om overfladiske ting, synes jeg. og det er for så vidt ok, men ikke hele tiden. har hun altid været sådan, er det mig der nu først lægger mærke til det? og hvad fanden skal jeg udlede, fordi jeg har det godt som jeg har. jeg er bare ikke vant til det.
min ratsløse søgen efter at udfordre livet, udnytte det til det maximale, er væk. jeg har ro, men ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved den, og har valgt at nyde den. jeg har forudsigelighed, og rynker ikke næsen af den, som jeg har gjort hele mit liv indtil nu.
kan man virkelig ændre sig så meget og så hurtigt?
og jeg kan mærke et sted i min hjerne, at den er målløs. paf. lammet. den kigger på mig med undrende øjne, og forventer at jeg snart stopper med denne milde form for sindssyge. men den vil blive skuffet.
jeg er egentlig også selv målløs og en smule skræmt. hvad er mine lisvværdier nu, hvor de fleste af dem er tavse? hvad holder mig gående? det som altid har været der, men som har siddet på bagerste række i en stræberklasse og aldrig er blevet hørt? og nu, hvor enetimen er begyndt, kan ikke huske noget og har intet at sige, intet at mene. er det ikke lidt tidligt at føle sådan og har jeg egentlig ikke fået min støreste drøm opfyldt. men jeg er skabt til at fordybe mig. jeg elsker at fordybe mig i alt. og hvad driver mig nu? ikke rigtig noget. jeg tror bare jeg lever, men hvorfor føles det bare så kedeligt, og hvorfor stller jeg overhoved spørgsmålstegn ved det?
hvorfor, hvorfor, hvorfor.....
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Hvorfor, hvorfor, hvorfor.... er publiceret
01/02-2007 09:34 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.