når man er sårbar, skal der ikke meget til før man opfører sig og tænker tåbeligt. rækkeer ud efter halve halmstrå, man aldrig ville række ud efter, hvis ikke man lige befandt sig i denne latterlige dimension af utrilstrækkelighed.
Tv ét hjælper ikke meget. bekymringer læsses på, som var jeg en mødding på størrelse med egeholm. (måske større) og tyngden af alt det lort og halm er hårdt, stanken af ammoniak får mig konstant til at knibe øjnene sammen, så jeg ikke ser helt klart, men det værste, ja, det værste er at den avler ugidelidelighed.

hvorfor fanden er det så svært at skabe balance? hvorfor fanden lndrer tingene sig i ens hoved noglegange? jeg opdagede i morges, at min gamle ven SLASH ærkefjende, flugten, stikkede hovedet ind, som for at spørge om jeg skulle have hjælp med noget. NEJ!!! skreg jeg tilbage, og vidste at jeg løj. dte kan sgu da ikke passe. og jeg VIL hænge i, og jeg SKAL hænge i, men noglegange er det bare lettere at spadsere gennem den åbne låge, istedetfor at skulle mase sit korpus over een eller anden sindssyg højt gærde med pigtråd og glastykker på toppen, og ikke engang være sikker på om man lander i et helt stykke på den anden side.

jo, jo..naiv er mit varemærke, min stregkode, mit.....bløb. jeg vidste det jo godt. jeg vidste at der findes høj og lavkonjunkturer i alt, også i mig. jeg gad godt bare snart se den rapport, der forhåbentlig snart er udarbejdet, og slå¨op på sidste side med konklusionen, hvor der forhåbentlig står, hvad det er der får det til at vælte. og jeg ved det forsvinder igen, men lige nu hjælper det ikke. men det er det eneste jeg kan forholde mig til, i min daglige kamp mod dovenskaben og meningsløsheden.

Heldigvis skal jeg på arbejde i da og i morgen og hele næste uge, og jeg ved det hjælper. måske var jeg lidt overmodig i går, da jeg skrev at jeg nyder mig eget selskab...ja...det gør jeg..jo, men som så mange andre menensker i mit liv, kan jeg sgu godt få nok af mig selv!!