Måske har du skiftet ansigt min ven. Måske er du overhovedet ikke den der sluger det hele råt...
"Du har ALDRIG været lige så slem som ham. Aldrig. Det værste med dig var bare at du altid lukker i når der er noget galt så man går hen og bliver skide bekymret." Min mor, da vi snakkede om hvor forfærdelig min bror er Teenager med stort K, eller hvad man nu siger. Damn. Han er en strid kælling hele vejen igennem. Men sådan er det. Sådan er han. Jeg var bare mindre forelsket. I livet udenfor min dør. Jeg gemte mig bare langt langt væk, og de havde grund til at bekymre sig. Gud hvor havde de meget grund. Op og ned men jævnligt rente jeg rundt med selvmordstanker i et helt år tror jeg. Det hele var bare noget lort og jeg havde ikke lyst til at være en del af det. Eller en del af noget som helst. Løgn! jeg ville gerne, gud hvor ville jeg gerne. Jeg kunne bare ikke holde til det, jeg var ikke den samme som alle de andre. Og grunden til jeg har kunnet skrive en hel bog om selvmordstanker, had og manglende håb er fordi jeg har været der. Jeg har været en del af det. Har aldrig lidt af alvorlig anoreksi som pigen i bogen, og har aldrig været ude for incest. Men følelsen af aldrig at være tilstrækkelig, til stede, gald, den var der. Og engang i mellem kan jeg stadig mærke hvor dybt det stikker. Og så når mor siger sådan noget. Ved godt det også gælder nu. Den anden dag da jeg sad her og tudbrølede over hvilket svin th var, og skrev herinde at det jeg ønskede mig til jul var et nyt liv så hun det. og spurgte hvad der var galt. Og jeg ville ikke sige noget. Overhovedet for det ragede ikke dem. Og der blev hun bekymret. Ville vide hvad det var om. Men fortæller ikke. Har aldrig fortalt. Kun når det har været rigtig slemt. Når jeg har været helt ude at skide til fester i flere fyre på en gang, stor rygeri, fortrydelsespiller, blackouts og den slags. Så har de fået det at vide. For nogle ting skyder jeg dem.
Men damn et liv. Hvor er det underligt. Hvor har jeg drømt meget om alverdens ting. Opbygget illusioner om kærlighed, popularitet og alt muligt. Nu er det anderledes. Nu har jeg. Har det jeg gerne vil have, sådan cirka. Men kærligheden har jeg i hvertfald. Gud hvor jeg har den og hvor jeg holder meget af den. Af ham. Og ved jo hvordan det havde været uden. Eller kan forestille mig det. Ubetydelige fyre. Havde været sammen med dl et par gange mere. Lm og Bj. Og måske var jeg gået i gang med P også. Og lidt nye, Og så havde jeg brugt resten af tiden på at ødelægge mig selv over hvor forfærdelig jeg var. Over hvor trist det hele var. Og så havde jeg fortsat. i samme bane, samme liv. Indtil jeg en dag var faldet fuldstændig i stumper og stykker. Ved ikke hvad jeg så ville gøre. Men der er jeg ikke. Jeg er med th, og jeg er ikke gået i stykker endnu og jeg har ikke spilet bold med mit hjerte. Det er vel det vigtigste løfte jeg har givet mig selv. Det er vel et af de eneste. Og at drømmene skal udleves. Den med nepal. Den med livet. Den med lykken.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.