Jeg er så rundforvirret i mit hovede lige nu. Der er så mange frustrationer inde i mig, som jeg bare ikke kan overkomme.

Når min mor kommer hjem i dag, så flipper jeg HELT ud - det kan jeg bare mærke. Jeg orker ikke at være sammen med hende så meget. Jeg er lykkelig for, at jeg skal væk på ungdomshøjskole, det skal nok blive fedt, ellers skal jeg nok gøre det fedt.

Jeg er dog bange for, at det bliver min næste optur, og der er en fucking måned, til jeg skal begynde der.

Hvorfor fanden bliver jeg så ugidelig og uduelig af at være sammen med min mor? Jeg føler mig trynet hver dag. Det er bestemt ikke en følelse jeg normalt render rundt med, men min mor ødelægger min selvtillid og lyst på livet. Hvor er det dog bare åndsvagt, at man skal have forældre resten af sit liv!

Min far er en fucking alkoholiker, der tror at han er 16 år, og min mor er en stresset business-kvinde, der bare - aghr - får det værste frem i mig.

En ting er, at jeg ikke har mod på at rende til jobsamtale (hvorfor egenligt ikke, jeg plejer da at have ild i røven og mod på størrelse med 30 fodboldbaner), men noget andet er, at jeg ikke gider se mine venner...

^^^^^^^^^^^^^^^
(Forsat 18.30) Jeg er ikke flippet helt ud, jeg holder mig bare lidt på afstand, men jeg tror måske ikke engang, at jeg har energi nok til at flippe ud.

Min plan er at jeg skal i SATS fitness center med Tasr i morgen, så kan jeg jo bede til, at jeg tager mig sammen og kommer afsted, men jeg håber faktisk også på, at jeg kan komme i Storcenteret i morgen og søge et skide job.

Hvad så hvis det er pisse surt, jeg skal jo videre i januar, så jeg skal nok komme mig over en lorte periode.

Som der står inde på deres hjemmeside, så skal man lige overveje, at det kan være hårdt at være ked af det, også være omringet af så meget glæde som deres skole tilbyder, men jeg regner stærk med, at glæden smitter af på mig, og at jeg selv bliver meget mere positiv når jeg kommer væk fra det her lort.

Jeg er faktisk ikke så nervøs for at starte på skolen, jeg er meget mere nervøs for at komme tilbage hertil efter skoleopholdet! Det virker helt urealistisk, at jeg kan bo her i huset, og så endda når jeg skal være klog og sej, mens jeg går i gymnasiet.

Jeg har heldigvis en børneopsparing med ca. 60.000 kr. på, og den får jeg vel når jeg bliver 18 til sommer! Hvis jeg så kan arbejde lidt, mens jeg går på højskolen, og en masse i min sommerferie, så har jeg måske råd til at købe en et-værelses skodlejlighed, men alt er bedre end dette!
Men.. så kommer der husleje oveni! Det er fandme dyrt, er det ikke et sted mellem 10-20.ooo om måneden?! Jeg kan sikkert godt arbejde mens jeg går i 1.g, men hvis jeg både skal være social, lave lektier, spille sport og arbejde, mens jeg går i 2.g så bliver det hårdt!

Andre har overlevet før mig!

Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave nytårsaften!? Hvad slags taber er jeg lige, de fleste skal noget sammen med deres skole/klasse, men jeg har ingen skole!? Jeg har heller ikke rigtig været så aktiv med mine venner efter jeg er kommet hjem fra USA, jeg synes, at det er svært, når jeg føler mig som jordens største taber.

Nu må jeg tage mig sammen. Det er min evige konklussion, men kommer jeg nogensinde videre.. SUK!