Igen fredag var jeg så stiv.. jeg kan ikke rigtig finde ud af hvorfor at alle unge har sådan en træng til at drikke sig lam hver weekend, er det for at slappe af?
Jeg har hørt at folk drikker sig fulde for at bruge det som undskyldning for at opfører sig dumt, eller gøre noget som samfundet, eller omgivelserne ikke accepterer. Fx. har en prøve vist at hvis en person sidder alene og drikker, kan denne person komme op på 8 genstande uden at have det mindste sjov ved det - men sidder man med andre kan man, kun efter 2 genstande have det så sjovt - altså gør alkohol en mere afslappet. - men får paraderne ned, facaden væk, man er ligeglad.

-alle kender det der med de tør meget mere når de er fulde, gå hen til en fremmed og spørger om de vil danse, synge, sige ting til hende den søde.. det gør jeg da ihvertfald. Man tør at stille sig og danse på et bord, synge midt i en forsamling, smide tøjet osv. pinlige ting, ting som man normalt aldrig ville gøre. MEN det sjove er at det man gør når man er stiv, er faktisk det man gerne vil gøre når man ikke er fuld. tests har vist at folk bruger alkohol som en undskyldning for at gøre noget vildt, for at bryde rammen som vi alle har sat for hvad der er "acceptabelt". Så faktisk er det at drikke sig fuld noget vi gør som undskyldning for at bryde rammen. Men hvorfor har unge så lyst til at bryde rammen? - måske er de virkelig så stressede i hverdagens ramme at de har et behov for det, måske er det deres frirum?
- en anden fact er at unge danskere drikker mest i verden... betyder det mon så at vi, os, unge danskere, er dem som har det dårligst? nej, selvfølgelig har dem i afrika det værre, men jeg tænker i vesten. er det unge danskere så deprimeret over hverdagens ramme? -man hører jo konstant om unge der skærer sig, og selvmordsstatistiken stiger jo år for år.. så hvorfor ikk?
Jeg ved hvordan det som ung er at gøre alt det der bliver forventet, og hvad man egentlig har lyst til at gøre.

- telefonen ringede, hvor var jeg... når jo.. alle har jo forventninger til mig - min familie regner med jeg er fornuftig nok til at undvige stoffer, slagsmål osv. - lærere har en forventning om lektier bliver gjort, osv. folk stilelr krav til mig, og de bliver større og større, 50% rigtige for at bestå? det kan jeg ikke i alle prøver!

- men hvorfor slås folk så når de er fulde? der er næppe fordi de får 5 dråber øl på sig... nej der er fordi de skal af med deres aggresioner imod samfundet, forventningerne, rammen - de gør indirekte oprør, og det at de er fulde er bare en undskyldning for at gøre det.
Faktisk er alle unge alkoholikere et sted, alle er vi afhængige af alkohol, alkoholen tillader os at opfører os dumt, når vi er fulde er der ingen krav eller forventninger fra nogen.. for alle ved jo at når man er fuld, så opfører man sig jo bare dumt..

- men hvad så med stoffer? jeg ved det ikke, jeg har aldrig prøvet andet end hash. Hash ved jeg dog gør en rolig, ligeglad, ligefrem glad. Hash hjalp mig igennem en mindre depression pga min lillebror fik anorexi og var døden nær. Jeg havde konstant en lille klump i maven, og kunne ikke sidde stille.. jeg kunne ikke åbne mig for folk fordi jeg var for bange for at brække sammen, for at folk skulle se mig græde. - her er så 2 ting der får mig til at undre.
- hashen ved jeg hvorfor jeg røg, den fik klumpen indeni mig til at gå væk... jeg kunne snakke om min bror, og være ligeglad... på et tidspunkt sad jeg faktisk og sagde det måske ville være bedst hvis han bare døede!

- man alkoholen.. ofte når jeg drak, og en spurgte til min bror knækkede jeg straks sammen og græd, og fortalte alt.. her var jeg ikke bange for at bryde sammen - tværtimod.
men jeg ved jo at folk kun bliver fulde for at bryde den samfundslagte ramme.. så betyder det at jeg et eller andet sted ikke mener det er acceptabelt at jeg begynder at græde, fordi jeg er det her muskelbundt...?
er det tabu en dreng, næsten voksen mand, græder? hvad vil en pige mene om dette?
- turde jeg ikke bryde sammen fordi jeg er ved at blive voksen, må voksne ikke bryde sammen?
anyway... jeg tror personligt mit problem var at jeg var bange for hvordan folk ville reagerer hvis jeg brød sammen.. egentlig var alt jeg havde brug for, var at blive holdt om, trøstet, og fået fortalt det hele nok skulle gå.. men hvad nu hvis den anden person, ham/hende som jeg fortalte det hele ikke ville trøste mig? - det var nok det som holdte mig fra det. men når jeg var fuld var jeg "ligeglad", altså jeg var modig nok til at tage chancen og prøve... her turde jeg bryde sammen.



så hvorfor drikker vi så? tja hvad mener du? det her er bare min private lommefilosofi... skriv en kommentar til den... jeg vil meget gerne have lidt feedback på den... læg lige mærke til det er hurtigskrift, så der er sikkert en del stavefejl.. :)