Det var den begravelse. Græd, græd meget. Og det gjorde alle andre også. Kun min bror der ikke rigtig tuede. Men det er også ligemeget. Han er en kold i røven so der kun går op i mode og hans damer alligevel. Men for helvede hvor var det trist da man sag derinde og hørte præstens ord om manden. Og så troede jeg det var slut. Da vi rejste os fra bænkene og skulle til at gå. Men så gik de med kisten, og folk græd, og jeg fik kig på det. Og så græd jeg igen. Indtil bilen var kørt. Indtil vi kørte næsten. Så tog vi hjem til familien og der var det hyggeligt. Det var en 'fed' begravelse hvis man kan sige det sådan. Svend var typen der altid var glad. Højt humør ligemeget hvor dårligt han havde det og hvor syg han var. Og sådan skulle det så være. Ikke for højtidligt. Og en masse godt. Gode minder. Og præsten citerede/ sang noget af "always look on the brigt side of life" Og fløjtede osv. Så det var smukt. Det var som det skulle være.

Tog til studiefest igår. Det var ikke nogen god fest. Havde det somom jeg var til halbal med ene 7'klasser. kan godt mærke forskel på det, efter de har lavet nogle af reglerne om... DUM idé. Th var der og gik og kyssede lidt på ham engang i mellem. Det er dejligt når han er der. Fik hilst på lidt flere af hans venner og veninder. De virker søde. Og han sagde det igen. Hvorfor skal han sige det når han er fuld!? ved at være lidt træt af det. Vd han mener det, og måske tør han ikke bare sige det når han er ædru, men ja. Igår sagde jeg det ikke tilbage. Havde jeg ikke lyst til lige der. Vil hellere sige det når jeg ikke har drukket. Men får jeg heller aldrig gjort.. Hvorfor er, Jeg elsker dig, så svært? Hvorfor er det hele lidt svært når man mener det. Når det faktisk er alvor. For der er pludesligt så meget mening i det. Det er vigtige ord og ikke bare noget man slynger ud. Men ja. Vil sige det til ham.. At jeg elsker ham. Men... Det er bare ikke let. Og han ved det godt. Jeg håber han ved det.

Men har det underligt. I maven. Indeni, nogle gange når han kigger på mig. Når han kigger så jeg ved at han er vild med mig. Når han kommer og siger at jeg ser godt ud, og kigger på mig mens jeg tager jakken af. Når han holder godt fast i mig, når han ikke giver slip, når jeg er på vej et sted hen. Det er lidt svært. Det er hårdt nogle gange ikke at løbe langt langt væk. Men istedet gemmer jeg mig. Gemmer mit hoved ind til ham. Så han ikke kan se det, og så jeg kan synke klumpen i halsen, ånde ind og tænke "det er okay. Det er alvor. Det er virkelighed, og det er ægte." Og så jeg kan nå at tænke "din fede idiot. Hold op. Du behøver ikke være så vild med mig. Du må ikke være gladere for mig end jeg er for dig. Så kan jeg såre dig for meget. Pis. Idiot." Og så kan jeg trykke mig tæt ind til ham, og kigge på ham igen. Og have det okay igen. Jeg skal bare lige... vende mig til det??? har haft ham i et halvt år. Hvorlang tid tager det at vende sig til at det ikke er for sjovt? at kærlighed ikke er nogen rigtig leg hvor det gælder om at droppe hinanden først, såre hinanden mest og grine højest når det er sket. Men han ved det jo ikke.. Han aner ikke hvor svært det er for mig, og hvor godt han skal holde ved. Hvor godt jeg skal sørge for at han holder ved. Han kender ikke min fortid. Han ved ikke hvor ligegyldtigt det hele har været. Og han ved ikke hvor meget præg det har sat på mig. Hvor anderledes det her er. Stadigvæk. Og nok lang tid endnu. At jeg stadig har svært ved at spise ret meget når vi sidder der sammen, fordi han gør mig nervøs. Og hvor svært det er når vi er sammen med hans familie. Kan den med vennerne snart. Nogenlunde. Nogle af dem. Men det hele det er bare dejligt. På den skræmmede måde. Når vi ligger i hans seng. Når jeg ligger der selv. Når han ligger i min. Når vi går hånd i hånd fra det ene sted til det andet. Når folk ser os sammen. Ser os være kærester. Fortiden sætter præg- men er virkelig glad for det liv jeg lever nu. Med ham. Med det hele.