Tirsdag den 18. juli 2006 Karl Junior er død

Det havde været en dum nat med slagsmål mellem kattene og det gik helt galt. Først fik Karl Junior et hosteanfald, så rejste han sig og for lige i hovedet på en sovende Elvis der forsvarede sig og det var alvor. Det lykkedes mig at få dem skilt af og jeg ringede til Else. Vi satte Junior ind på kontoret til Pigemis, men det hjalp ingenting, for nu for han i hovedet på hende. Til sidst blev Karl Junior sat alene ind i kontoret og Pigemis kom ind til mig og de andre og jeg gik i seng igen. Men jeg kunne ikke sove, jeg var alt for ophidset og tænkte på Karl Junior der var derinde helt alene. Først omkring klokken 3- 3.30 faldt jeg i søvn indtil væguret ringede klokken 7 og jeg kravlede træt ud af sengen.

Det første jeg gjorde var at gå ind til Karl Junior, han hostede og peb og gik rundt, hans lille kattekrop rystede. Jeg var klar over der var noget helt galt. Klokken 8 ringede jeg til dyrlægen og fortalte om min Junior, han var stadig ophidset og angreb de andre katte, når han ikke sov eller peb. Dyrlægen mente der kun var den tunge udvej, for han havde det sikkert dårligt og det var derfor han var så gal. Jeg aftalte at jeg skulle komme med ham klokken 14, så ville hun undersøge ham og så fortælle om der var noget håb.

Vi vidste godt hvad vej det gik, så de andre katte blev lukket ud eller ind på kontoret, så kun Junior, den lille, Pippi og mig var inde i stuen. Han lå på mit lille skab ved min lænestol, hvor mine ting ”burde” ligge, men nu lå han her, og sov. Jeg sad bare og lagde hånden på hans lille dejlige hoved, medens jeg hørte tv og ventede på tiden skulle gå, den tid jeg gruede for. Han fik lidt ekstra mad til frokost. Jeg var ked af det og delt op i to sind, var det rigtigt det vi tænkte på at gøre? Jeg elskede jo den lille gamle dreng, der lå så sødt her.

Tiden gik og vi blev kørt til dyrlægen, Falck ventede imedens. Dyrlægen kiggede på ham, lyttede til lunger og hjerte, og rystede på hovedet. Hans lunder og hjerte havde det ikke for godt, og nyrerne var nok også ved at sætte ud, så han havde ikke langt igen, uanset hvad. Jeg holdte forsigtigt ved hans lille spinkle katte krop, dyrlægen fortalte at han ville få flere og flere smerter og der var ingenting at gøre, kun den hårde og svære tur. Men vi elskede jo vores lille kat, så han skulle ikke lide men han en værdig død, så jeg bad hende gør hvad hun skulle gøre. Selvom jeg udenpå lod som ingenting, så græd jeg indeni, medens jeg holdt hans lille hoved i min hånd, blev han sendt til regnbueland. Han sov stille og fredeligt ind, det så ud som han bare sov, helt som han plejer, men det gjorde han ikke. Da dyrlægen var sikker på han var død, lagde vi ham forsigtigt op i kassen igen, og jeg kørte hjem, hvor Else var klar til at tage i mod os.

Efter et par timer gik vi ud og begravede ham ved siden af Brok, Stella og Klein. Vi fandt nogle blomster og lagde på graven. Vi vil savne Karl Junior, han ”fyldte” meget i vores liv, til trods for sin lille størrelse. Sov godt kære lille Karl Junior og undskyld.