Hmmm 11 tallet skræmmer mig stadig.
Troede jeg ville blive gladere hvis jeg fik det bevist, at jeg rent faktisk kan noget.
Troede jeg ville blive gladere når jeg fik en kæreste.
Når jeg kom i form.
Når jeg blev tynd.
Når jeg forsvandt.
Da jeg tog på igen troede jeg også at det var en sejr der ville gøre mig mere glad.
Når jeg fik flere penge.
Når jeg fik snakket alting igennem med dl.
Når jeg fik hævn over dem der har såret mig.
Når jeg havde scoret alle de fyre jeg engang drømte om, og derefter droppet dem.
Har det hele. Har fået 11taller, i form, en pæn pige, har kæreste, vejer cirka hvad jeg skal, har penge, har snakket med dl, har fået min hævn, har scoret og droppet alle mine forhændværende drømmefyre.
Men det er ikke sket. Er blevet gladere, men ikke glad nok. Gået helt i mit melankolske hjørne med stille sørgmodig musik, tanker, drømme, mareridt.
Tænker på om det kommer til at ændre sig. Når jeg kommer væk, ud at rejse. Brænder for det. Interrail rundt i Europa vil jeg også nu. Men Nepal først. Jeg glæder mig til at se verden, men tror ikke længere at den kan gøre mig lykkelig. Mister stille håbet mens jeg når alle mine drømme. Mens jeg gang på gang får bekræftet at at udlevelsen af drømmen ikke gør mig lykkeligere.

Brænder efter at finde det der gør at jeg aldrig rigtigt helt lever. På en måde tør jeg ikke, men forstår ikke hvorfor alting skal være så bittersødt. For har det godt nok, men er ikke tilfreds med det. Det skal være bedre.