Jeg græder tit nu og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg har snakket i telefon med min mor to gange i løbet af de sidste to uger og begge gange har jeg haft tårene rendende ned ad kinderne. Det er lidt mærkeligt fordi mine øjne græder, men jeg hulker overhovedet ikke.

Jeg er alt i alt lidt en blanding af glad, vred, overgearet og pisse hamrende sur. Jeg er vel bare lidt teenage forvirret.

Jeg har lige printet en masse billeder ud af nogle venner som jeg vil sætte op på et sort stykke katon og hænge op når jeg engang er endt i USA.

Der er ikke så meget nyt om USA jeg snakker stadigvæk lidt med moren Tricia og datteren Brittany (16), der er kommet lidt flere informationer om dem, men eftersom jeg allerede skriver mails og skriver på msn med dem så er der indtil videre ingen overraskelser.

Tja, jeg synes selv at jeg klarer engelsk fint her i Danmark, men jeg er lidt nervøs når jeg skriver på engelsk med rigtige amerikanere, men det har helt sikkert også noget at gøre med at jeg er lidt bange for at fornærme dem eller stille mig selv i et dårligt lys..

Jeg er stadigvæk på efterskolen det er fint nok, jeg er begyndt at skifte en lille smule i vennerne, men det er ikke noget stort det er jo sket lidt før. Hmm, jeg er klar over at der ikke er så længe tilbage - 2½-3 uger! Men på den anden side så synes jeg det er en god ide at stoppe mens legen stadigvæk er god. Jeg ville egentligt hellere have været afsted i 8. klasse, men der måtte jeg under ingen omstændigheder.

Min mor er ved at blive gode veninder med min gamle folkeskole tysklærer - hun er helt vildt flink, men de er lidt balastende begge to sammen, for i deres øjne er jeg bare det ultimative wonderchild, der nok skal opleve og opnå alt det de ikke gjorde. Lidt irriterende, men også meget smirende at vide at jeg bliver rost og komenpliceret i verden! :)

Jeg bliver inviteret til det ene og det andet men jeg siger nej til det meste - stadigvæk. Jeg må nok indrømme at jeg ikke har det optimalt med mig selv og at det er derfor, men jeg arbejder på det...

Jeg læser Harry Potter på engelsk det er rigtig god sprogtrænning som jeg egentligt også kunne bruge på dansk, men jeg er faktisk ikke særlig vild med at læse mere så det bliver ikke til så meget..

Jeg føler mig til tider en smule ensom. Der er så mange mennesker omkring mig der holder af mig, men alligevel føler jeg mig ensom. Det er mærkeligt, for det har jeg aldrig gjort før, men det er jeg altså begyndt på. Det har hjulpet mig at tage på efterskole - helt sikkert jeg er ikke en led sæk hele tiden mere, jeg er blevet mere afslappet jeg spiller ikke et spil mere, men når jeg er hjemme kan jeg godt mærke at jeg er lidt for afslappet - alt i alt ved jeg ikke om det er en god ting.. Jeg er ikke så styrende og dominerende mere og det fører til at jeg ikke er 100% i kontrol over mit liv og mig selv og derfor tror jeg at jeg føler mig ensom når jeg er alene - fordi min personlighed er svækket og jeg ikke kender mig selv mere. Når jeg er sammen med andre har jeg ikke det samme overskud som jeg har haft det meste af året, men alligevel har jeg overblik, der gør at jeg synes alting er bare en lille smule latterligt og ligegyldigt - jeg er faktisk ret ligeglad.

Når jeg prøver at tænke på hvad der er galt så føle rjeg tomhed når jeg ser mine problemer, jeg afinder mig med dem og det er farligt, fordi jeg derfor ikke kæmper for at få dem løst. Jeg er ikke en fighter mere og jeg livet er ikke kamp, det ødelægger måske lidt goderne som jeg havde stærkt sidste år. Jeg er træt af det stille og rolige liv jeg har på min efterskole. Jeg håber at USA bliver en kamp, og selfølgelig at jeg vinder den, men at jeg også møder noget modstand.

Jeg er blevet meget tom indeni uden al min normale modstand, det er ikke nødvendigt at kæmpe for noget, jeg har det jo ok, men det er ikke nok!