Jeg endte ikke på GO... Selvfølgelig ikke. De tjekkede ID... Hvad ville de ellers gøre... Dumme unger...
Lm... Gud hvor jeg dog falder... Forelsket i forelskelsen og følelsen af at holde af nogen. Af at der en gang i mellem er en der skriver.

Skrev til ham i går for liige at høre hvordan det var på GO. Han skrev "Kommer du ik...?!" og jeg skrev at de ikke ville lukke mig ind... En time senere svarede han så på min sms og der stod "kom nu..?." Hmm er da glad for at selv kl 3.15 ar han håbet at jeg ville komme derud. Tror han var knaldfuld... Men svarede ikke på den sidste besked. Jeg sov...
Jeg kan ikke klare det her. Jeg afskyer mig selv over at tænke på ham. Inderligt afskyr.
For jeg kan jo ikke glemme. Jeg kan stadig huske hans blik på daisy da han sad sammen med JaKO og kiggede den anden vej når jeg kom forbi. Hans blik da de stod og skulle have deres jakker.
Hans løgne. Hans bedrag.
Og samtidig kan jeg ikke glemme alle hans søde ord. Min lyst til at være sammen med ham. Hans skriven. Hans øjne, næse, mund, mave, arme, hænder. Hans sofa, hans seng, hans opgang. Trasken på ad trapperne hånd i hånd mens vi talte. Det hele
Tv'et. Dynen. Ordene. Alle de forbandede ord der runger. Egentligt er der ikke så mange af dem, men... de sidder bare fast.
Som dl's. Klistrede fast indeni mig. Hvordan får man de ord, den følelse, den melankoli til at forsvinde.

Høj på livet. Høj af alle livets stoffer. Men det her... Den der følelse, fyren, antabus, i min lykkelige verden.
Forpulede antabus der rykker glansbilledet itu...
Jeg vil tilbage. Tilbage til virkeligheden