Tror aldrig, at kritik vil være nemt. Men det var den snigende måde, det kom på - han lukkede døren - og pludselig var jeg degraderet til en elev på en skolebænk, mens hans stod som læreren med hænderne i siden... og så den klassiske om, at det mente de andre altså også. HVOR ER DET LAVT!
Han skal ikke lege min chef, han skal stå ved sine egne ord og ikke skjule sig bag, at de andre også mener det. Jeg kan jo ikke engang stole på, at det andre også mener det.
Og så vender jeg det hele indad og føler mig dårlig til min job, men må indse, at det ikke handler om at være dårlig, men om, at jeg keder mig. Jeg har ikke nok at lave - derfor laver jeg andre ting i arbejdstiden. Jeg laver ekstraopgaver for jobbet, men har stadig tid til overs. Så laver jeg studneterpolitiske oplæg eller læser en tekst, eller hvis der slet ikke er noget at lave, ringer jeg måske en hurtig gang til min mor.
Og han har ret i, at jeg laver andre ting, men jeg kan ikke bare sidde og stirre ud i luften. Og han skal i hvert fald ikke lege chef over for mig. Han kunne have gået til vores leder, som kunne have taget en snak med mig.
Men jeg må jo se på det positive. Jeg er blevet bevidst om, hvad der er galt. Jeg keder mig. Der er ikke nok udfordring. For mange arbejdstimer og for lidt at lave.
Har taget en beslutning om at søge væk, søge jobbet som hjælpelærer på et af vores fag, så jeg kan få lidt undervisningserfaring. Har også været i Studievejledningen i over et år nu. Der er så meget i den beslutning, som er rigtig - det vil give mig en dag ekstra ugentligt til at skrive speciale - det vil kræve min fulde koncentration i de timer, jeg er på - det vil udvide mit teoretiske grundlag til specialet - og det vil give mig tid til min praktik - og til at skrive musik, som jeg gør det nu.
Har sendt en mail til underviseren og givet udtryk for, at jeg er interesseret. Forklaret ham - os imellem - at jeg er ved at køre sur i det gamle job.
Og så er jeg ved at bearbejde angsten for, at det hele bare handler om, at jeg ikke er god nok. For kritikken var jo berettiget... det var bare måden, den var så ubehagelig. Jeg bryder mig ikke om at arbejde sammen med ham. Men jeg kan takke ham for, at jeg har måttet tænke mig om. Hvad er der galt, vil jeg der her nok? Is it time to move on.
Må give det lidt mere tid - og så tage en snak med min leder om, at jeg påtænker at holde op, hvis jeg får den anden stilling. Og så må jeg bare håbe, at jeg får den, det ville nu undre, om jeg ikke fik den med min baggrund og mit faglige niveau.
Udfordring. Jeg kan blive helt glad ved tanken om at prøve undervisningsjobbet af. Det er der, jeg vil ende, når jeg engang har børn. Undervise og forske - og hvorfor ikke se, om det er den rette beslutning allerede nu.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Kritik er altid svært... er publiceret
09/11-2005 11:53 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.