Det var anden tudetur på to dage. Mentalt ustabil er vist stemplet i panden på mig. Har ikke svaret, når S har ringet eller skrevet. Ikke på grund af ham, men på grund af mig. Det hele sejler. Og jeg ved, at det ikke bliver bedre den næste måned. Det bliver et stort kaos med opgaver, der skal afleveres, køkken og lejlighed, der skal laves, jobs, der skal passes, og nætter med tårer. Græd i nat, kunne ikke sove, mens det sorte hul bare udvidede sig igen og igen. Jeg faldt og faldt, mens jeg prøvede at holde mig ved livet. Ikke falde og forsvinde. Jeg er bange for det hul. Og jeg er bange for at vise S, hvem jeg er, når det hul kommer tæt på. Jeg ved, at jeg overreagerer, det er det samme, han vil sige, men det er virkeligt for mig, det er ikke overdrivelse. Alle de små ting, der kører rundt, så jeg må fjerne dem med panodiler. Før kastede jeg dem bare op. Dengang var det nemmere. Sad og læste min journal i går. Tænk at have en journal, der fortæller, at man er syg. Der analyserer ens manglende forhold til sig selv. Hun er så velformuleret, at det lader til at skjule manglende forholden-sig til sig selv, skriver de. At jeg gemmer mig bag alle mine ord. Det gør jeg ikke mere, nu ligger jeg på gulvet og skriger min smerte ud, tager varme bade for at lindre og for at abstrahere. Og jeg kender smerten så godt - og jeg ved, at intet tager den væk. Jeg ved, at jeg kan grine, men inde bag ved vil der ikke være andet end tomhed og smerte. Og jeg vil ikke vise ham det, for det vil ikke være anderledes de næste par uger. Jeg har lyst til at skære denne tid væk fra os, at han ikke ser mig igen, før jeg er ovenpå og har overskud igen. Og nu begynder han job om to uger. Havde regnet med at skulle være sød og opbakkende og bage kage og lave madpakke. Nu bliver jeg bare en belastning, som han vil have svært ved at forlade. Eller jeg vil lege den smarte unge pige med styr på det hele - og græde det øjeblik, han er gået ud af døren og overbevise mig selv om, at han aldrig kommer tilbage. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Og samtidig ved jeg det alt for godt.