hvor er det trist. Det er virkeligt underminerende for ens selvopfattelse når man fra den ene dag til den anden går fra inde til ude. Og det er ikke sjovt at all...

Jeg ved godt at jeg skulle have fortalt L at jeg er sammen med Michael, jeg ved godt at hun fik det at vide på en lousy måde og at jeg har svigtet hende og de andre tøser til fordel for P... men hun sagde at hun ville have en undskyldning...hvorfor tager hun så ikke imod den? Hun har talt med T og R, så nu bliver jeg frosset ude af alle tre veninder, selvom det kun er Line der har en grund...

Og da jeg endelig fik fat på hende og fik hende til at lytte, så var der pludselig 20 grunde - fra flere måneder, som jeg ikke anede og aldrig havde hørt om...det er fair at hun er såret. Men hun kan fortælle det, så hun kan få grunde, forklaringer, undskyldninger. I stedet for at spare op og så sørge for at hele mit net af venner totalt boycutter mig...

skolen er et helvede de her dage. Jeg sidder i frikvartererne i hjørnet, for hvis jeg nærmer mig L snøfter hun forarget, de andre går bare eller lukker af. Jeg kan snakke lidt med drengene, men slet ikke på samme måde...uhh...og timerne er kedelige. Vi har et forløb i samtlige fag hvor man skal blive i klassen og lave alt sammen med de andre og ikke forud og ikke ekstra. Første gang man ikke har måttet lave ekstra---?!! Fair nok. Så laver jeg de fjorten ark og lægger mig til at sove i de sidste 35minutter. man lærer nada sådan her, og det plejer mine lærere at være så gode til...men nej...æv.

Bliver i det mindste forgudet af Michael, og fornemmer hvordan jeg selv bliver mere og mere fanget af hans ånd...tror jeg er godt på vej til at blive rigtig rigtig glad for ham...han er utrolig, stik imod alle odds er han følsom, sjov og intelligent på en blød måde...og så er han stor, det er det bedste at forsvinde ind i hans favn...trænger så meget til et knus lige nu, faktisk ligemeget fra hvem, har trang til nærvær og et par ører der ikke kortslutter med det samme...

piiv. Og så sidder man her og føler sig uendelig ensom med en spiddende følelse af selviskhed. For hvis jeg er ensom er der så mange andre der burde have depressioner. Og det er der jo også. Og så klager jeg........iiiiiiw...gider ikke det her pis mere, der er ikke noget værre end at være mut og ked, for det er også så irriterende når andre er det...onde cirkler...sku forbydes...hmpf...

Nå. Så går jeg da bare ned og henter de fliers. Og deler dem ud. Og ve dem der smider dem ud på trappen igen!!!!!! Der findes skraldespande og det dør man ikke af at erkende......lyst til at være rigtig rigtig sur, mangler bare de fyldestgørende grunde...

qnuz