Så er vi hjemme igen, Peter og jeg, efter en smuk og positiv eftermiddag i Århus, hvor vi deltog i Dorph’s begravelse og den efterfølgende mindehøjtidelighed.

Det er svært at sætte ord på alt det, der fylder efter sådan en dag – en blanding af vemodige tanker og den gode oplevelse, det var at være der i dag.

Der var så smukt i kirken, der var fyldt af skønne duftende blomster i alle efterårets røde og gyldne farver, som kontrast til den hvide kiste. Der var en ganske ung kvindelig præst, som foretog den kirkelige handling med dejlige ord og en stor indfølingsevne. Dette sammen med de dejlige salmer der var valgt, gjorde et dybt indtryk på mig.

Derefter vandrede hele følget den lange vej til kirkegården - ja, en lang tur, men god – det gav anledning til en del småsnak med hinanden undervejs. Fremme ved kirkegården, blev Dorph’s kiste sænket ned og endnu en salme blev sunget. Det hele forekom mig utroligt smukt.

Den efterfølgende mindehøjtidelighed, var der rigtig mange, der deltog i. Jeg er sikker på at det hele forløb helt i Dorph’s ånd med et helt fantastisk tag-selv-bord med mad og drikke i rigelige mængder. Bl.a. var der chokoladekage pyntet med både vingummibamser og smukke blomster – skønt :O) Nana havde bare ordnet det hele så flot, den lille stærke pige, der for sidste gang stod ved sin mands side..!

Undervejs var der mange, der gerne ville fortælle om deres forhold til Dorph i tidens løb, og der blev læst en del af hans digte op, ligesom der blev læst andres digte, som tilegnedes Nana. Der blev sunget, spillet og råbt hurra og ”længe leve” for Dorph – ja, alle var enige om, at der, hvor Dorph er nu, vil han helt sikkert leve længe. Verden er blevet fattigere, men himlen er blevet rigere, var præstens ord.

Blot at sidde stille og lytte til alle disse indlæg, var som at samle puslespilsbrikker til det smukkeste billede – et billede af Dorph, som det dejlige menneske han var på alle måder. Folk blev siddende længe i den gode og måske lidt vemodige stemning – det var et godt sted at være..!

Jeg er rigtig glad for, at vi valgte at tage med.!
Jeg tror der i alt var 8 deltagere her fra Fyldepennen med i dag, hvoraf de 5 af os også deltog i mindehøjtideligheden. Der kan selvfølgelig godt ha’ været mange flere, men så gav de sig ikke til kende….

Sådan helt personlig havde jeg det rigtig godt med igen at møde flere at de gode fyldepenne-venner…. Mens vi stod på kirkegården, tænkte jeg på hvor godt det er at mødes. På trods af den triste anledning, var der varme knus, smil og hænder at holde i, og der blev plads til gode snakke og glæde over gensynet.
Nu er det jo sådan, at jeg er enebarn, så jeg ved ikke, hvad det er at ha’ søskende, men gad vide om ikke det næsten må føles som at ha’ Fyldepennevenner ?. Varm gensynsglæde, interesse for og indlevelse i hinandens liv, og varm afskedstagen med lovning om snart at ses og skrives ved igen. Måske kan der ind i mellem gå lang tid, hvor man ikke lige får kontaktet hinanden, men man ved, at de andre er her et sted og vil være der ved det mindste behov. Hvor er det godt at vide og opleve, og hvor er jeg glad for at være en del af denne selvbestaltede ”søskendeflok” – om end vi i dag måtte opleve at sige et sidste farvel til Dorph. Til gengæld var Nana’s ord til os, at hun med glæde vil deltage i træffet til november – hvor er det stort..!


Tak for Fyldepennen, tak for jer – og tak fordi jeg i dag fik lov at være med til at lære både Dorph og Nana meget bedre at kende.

kærligst
Wildrose