Har lige set "Death poets society" Tårerne trillede ned af kinderne på mig i slutningen, da Todd rejser sig op for øjnene af hele klassen og siger: "oh Captain my captain!"...
Jeg får nøjagtig samme reaktion hver eneste gang jeg ser den film, selvom jeg jo kender handlingen hele vejen igennem. Den rammer bare et eller andet. Selvfølgelig er det også sørgeligt, der hvor Neil dør, men alligevel græder jeg mest til allersidst af en eller anden grund. Det har nok noget at gøre med, at Todd stiller sig op foran alle og giver udtryk for at han holder af mr. Keating, at han tør, selvom læreren står og råber af ham. Det er jo selve essensen af Keatings undervisning. At lære drengene at gøre noget. Carpe diem.

Elsker den film.

Nå jeg skal til at pakke nu. Kører mod Kbh. i morgen tidlig med mor og søs, og så gælder det en tur i field's i morgen og tivoli søndag med familien derovre, inden jeg skal ud i en spejderhytte og være den næste uge. Er ret spændt på, hvad der kommer til at ske derude.
Har jo haft ret mange nerver over det hele her på det sidste, men tror det går lidt bedre nu. Filmen hjalp også, det gælder jo om at gribe dagen. Det er nu, jeg har chancen for at gøre noget. Rejse ud i verden for at gøre en forskel, eller i hvert fald få en kæmpe oplevelse, som ikke alle får muligheden for at få. Den chance må jeg ikke lade gå fra mig.

Har vist ikke mere at skrive lige nu. Er nødt til at få pakket inden jeg lægger mig til at sove...
Men hvis ikke før, så ses vi om en uges tid, når jeg vender hjem igen...hej hej