Var sammen med D. igår. Helt sammen. For første gang. Altså med ham. Og det var okay.
Fik det bare dårligt bagefter. Tankerne kørte rundt i mit hoved som små myrer på koffeintrip. Hvad tænker han? hvordan var det? er han træt af mig nu? hvorfor siger han ikke noget? Argh hvad skal jeg sige?
Så latterligt. Burde bare slappe af og nyde det. Men det kan jeg for helvede ikke. Skal absolut overanalysere alting.
Det værste var næsten, at han ikke kunne blive og sove, men var nødt til at gå en times tid efter, fordi han skulle tidligt op og på arbejde.
Er det egoistisk af mig ikke at kunne forstå, hvorfor han ikke bare kunne sove nogle timer hos mig og så tage hjem inden arbejde? Det ville ikke have gjort den store forskel. Han var endda i bil ned til mig. Men nej. Han ville hjem og sove. Men han sagde da, at vi skal ses snart igen. Efter jeg spurgte.
Argh! Kan ikke holde det her ud. Hvad er der galt med mig? Hvad er det jeg vil have?
Tror jeg har set alt alt for mange klamme amerikanske kærlighedsfilm her på det sidste. Ville ønske, at han, mens vi var sammen havde sagt til mig: "Du er så dejlig". eller: "jeg er ret vild med dig". Bare et eller andet i den stil. Men han siger ingenting. Selvfølgelig viser han det, kan man sige. Men er det så hans *** der taler eller hans hjerte/hjerne?
Det værste og allermest selvmodsigende er jo, at hvis han var sådan enormt sød og hele tiden sagde, at han var vild med mig osv...ja så ville jeg blive træt af ham. Istedet for at jeg nu tænker så meget over, hvor vild han er med mig, så ville jeg begynde at tænke over, om jeg egentlig gad ham. Det er en ond ond cirkel.
Tror sgu ikke en skid på kærligheden. Ikke lige nu i hvert fald. Tror på liderlighed, betagelse, fascination, ønske om tryghed og til dels venskab. Men ikke kærlighed. Ikke lige nu.

Var til familiefødselsdag i lørdags. 50års.
Endnu et eksempel på, hvor forstyrret en verden vi lever i. Min tante skulle præsentere alle, fordi vi var mange, som ikke kendte hinanden. Fra start til slut var det bare: " ja og det er så **, som tidligere var gift med **, der sidder derover, men nu er sammen med ** og det er så hendes tidligere kæreste og ved siden af hendes nye kæreste...og...ej kan ikke forklare det ordentligt. Men det var bare ene eks'er osv det hele. Måske to par i alt ud af 60 mennesker, som var gift og havde været det i mange år. Men sådan er det jo.
Jeg tror aldrig, at jeg skal giftes. Der findes ikke noget mere hyklerisk end et bryllup.
To mennesker der stiller sig op foran alle og lover at elske og ære hinanden i medgang og modgang, men så snart den mindste modgang viser sig, så flygter de fra hinanden så hurtigt som muligt. Det er til at brække sig over. Det er fair nok, at man går fra hinanden, det kan der være alle mulige gode grunde til, men hvorfor behøver man så stille sig op inden og love, at man ikke gør? Det er jo bare at skabe falske forhåbninger til sig selv og til alle andre.
Hmm.