Nææ hvor er dette bare SMART!
Jeg sidder her på biblioteket med min mors bærbare og hendes trådløse net-ting.

Togturen her optil landet, tog for alvor livet af mig og jeg fik sikkert stødt samtlige øvrige passagerer, da jeg smækkede mig sammen i fosterstilling og sov hen over to sæder.
Jeg vågnede til lyden af min telefon og følelsen af savl der løb ned af min kind.

JA, jeg er ret så charmerende når jeg virkelig gør mig umage!

Jeg fik puttet LH godt sammen i aftes. Jeg fik modsagt hende i alle hendes tragisk-paranoia-tankegang og hun endte med at sige "FANDEN HELLER!!! Vi skal leve livet og have masser af flotte fyre og det er OK...cause we deserve it!!!".

At jeg nok er den kedeligste single der findes, som afviser næsten alle invitationer til hankøns-lege...ja det lod jeg bare som ikke var sandt.

Alt i alt blev vi enige om, at vi ER nogle heldige tøser. Vi har hinanden, ingen kærester der hæmmer eller bestemmer og sommeren står for døren.

P kom i aftes!!!
LH og jeg havde lige trukket dynen op om os og midt i den dybe samtale, da min dørtelefon ringede.

Stædig blev den ved og ved...jeg nægtede at åbne (troede det var licens-manden) men til sidst måtte jeg rejse mig.

Hmm, han kom op og sludrede et par timer. LH var stille men jeg nænnede ikke at sende ham væk.

Der er ikke så meget at sige til det. Det var vel rart at se ham, men tydeligt at bruddet med hans kæreste havde taget hårdt på ham.
Jeg kender ham jo bedre end nogen anden og det var tydeligt han led.

Det er jo så problemet; jeg kan ikke klare at se den mand ked af det! Det gør bare ONDT og jeg kan jo intet stille op.
For guds skyld, jeg var nærmest et år om at forlade ham blot fordi jeg ikke kunne klare at se ham ked af det.

STOOOOOOOOOOOOOOOOOP

Ikke mere om P! Kan ikke...

Nu vil hitte min mor der højst sandsynligt er groet fast i musikafdelingen.