Jeg er egentlig stolt af mig selv. Burde jeg nok ikke, ville ikke ku være stolt af mig selv nu, hvis jeg ikke havde været et svin tidligere.

I klassen er der den her pige...L...hun har altid været mærkelig. Og hun har altid været udstødt. Om hun er blevet udstødt fordi hun er mærkelig, eller blev mærkelig fordi hun blev udstødt, det ved jeg ikke, hun gik i klassen før mig.
Men da jeg begyndte, vandrede hun altid ud i skolegården alene i frikvarterene. vores skolegård er asfalt i en stor firkant, og inde i midten er en indhegnet sandkasse/legeborgs-agtig ting. Rundt om den gik hun, nogle gange småløb hun som om hun legede hest. Hun sagde aldrig et pip i klassen, og hvis hun skulle, blev hun rød i hovedet og viftede med armene i luften, som om hun viftede fluer væk, der fløj omkring hendes navle...

Nu har der været meget snak om hende og klassens opførsel, det er lang tid siden, i 7. vist, og hun er begyndt at sige meget mere i timerne. Hun smiler mere og sådan, og går ikke sine runder mere. Men hun er stadig en sær snegl...

hun hægter sig altid på. Stiller sig op og lytter. griner ad jokes, og er ellers passiv. Deltager ikke i samtaler, kan kun snakke om katte- eller hunderacer. fatter nada af hentydninger, og kender ikke begrebet diskret. Hun kan finde på at gå hen og gribe en kalender i en taske og læse i den, og så bare sige nå og lægge den ned, hvis ejeren vredt ber hende lade sine ting være...

jeg har ondt af hende. Hun forstår ikke, hvordan hun kommer rigtigt i kontakt med folk, og vi er dårlige til at hjælpe hende. vi går eller forsøger at ryste hende af, og har egentlig afskrevet hende som for sær til at tale med - det er bare tabu. Men hun bliver aldrig sur. Man kan vende hende ryggen og så går hun bare hen til en anden gruppe og reagerer ikke. Så det er for nemt for os at behandle hende sådan. De andre virker som om de faktisk er ligeglade med det. Jeg kvier mig ved at gøre det. Og det værste er: jeg gør det alligevel. Jeg tænker det er synd, og så vender jeg mig om.

Men idag skrev jeg med hende... jeg skrev igår og ønskede held og lykke med tysk, fik en hel lille samtale op at køre om hendes lille nye hvalp og sådan. Var venlig og det lønnede sig.
Idag igen...hun sendte et billede af hunden, jeg komplimenterede(den er faktisk virkelig nuttet:)) og vi snakkede...endte med at snakke om noget så privat som hendes mor...moren og faren kører hende alt for hårdt derhjemme, hun har ingenfritid og hun bestemmer ingenting, og det er altid og uden diskussion hendes skyld. Og hun siger ikke noget. Hun accepterer bare og følger med. Men hun siger, at hun er begyndt at fighte lidt nu. At hun har fået det lidt bedre. Og jeg fik taget hul på bylden...

fik drejet samtalen ind på klassen og hende, og hvorfor hun ikke snakkede rigtigt med os...fik forklaret hende at jeg er ked af det, og hvordan hun kunne prøve at komme bedre i kontakt end ved at stille sig op og lytte...og hun tog det til sig...vi endte med at snakke om noget mere hyggeligt, men jeg havde det godt med det. Også fordi jeg sagde undskyld. og fordi det ikke var en kliché. det kan godt være andre tror det, men jeg ved at de tager fejl. Man skal jo starte med sig selv...

Jeg håber sådan at det virker, har ikke lyst til at være dum, selvom jeg har været det. Næste skridt bliver at lukke hende ind. Jeg tror på det lykkes. Og selvom jeg har dårlig samvittighed endnu, er jeg stolt af mit undskyld. det var svært at indrømme... bare hun vil spille med...

Qnuzzer