Jeg fik alligevel set Pinsesolen.
Men det der med at “se den danse”..? Hvad betyder det egentlig? Noget med at man er fuld også danser den for ens berusede sind?

Pyt.

Jeg har forsøgt at skrive lidt men kan ikke helt finde fokus. Måske burde jeg slukke for musikken? Der skal ikke meget til at bryde koncentrationen.

M vil i byen i aften. Jeg ved bare ikke helt om jeg vil. Måske hvis jeg kan lokke S med?

M vil sælge mig hans lejlighed men først skal en masse ”måske’er” ryddes af vejen. Han har jo for vane, at være en smule flyvsk. Det ene øjeblik er han helt oppe og ringe over et eller andet projekt og sekundet efter er det ingenting!

Men måske er det noget andet når det kommer til penge.

Mon jeg er for pessimistisk? Jeg har bare alt for længe gået og befundet mig i en usikker boligsituation og orker ikke flere skuffelser på det område.

Skal jeg ”lege med tanken”, vil det da være VILDT GENIALT. Det ville sætte så meget på plads for mig og give mig en nødvendig ro i sjælen.

Selvfølgelig siger jeg JA-TAK hvis det bliver relevant MEN…hvor jeg kommer til at savne mit kvarter. For pokker da! Jeg elsker at bo her. Elsker alle de sære, sure, glade, høje, skæve, billige og spændende mennesker. Jeg har fundet mig så godt tilpas her selvom jeg godt ved, at særheder dyrker særheder.
Og mit hjem…ja det er vist ingen hemmelighed at jeg nærer helt specielle følelser overfor mit hjem.

Men jeg kan ikke leve i denne usikkerhed og det vil være direkte TÅBELIGT, at give M afslag på hans tilbud.

Det er også sundt at komme lidt omkring og udvide horisonten.


ARHH, jeg aner ikke hvad Mr. Hot-stuffs SMS skulle gå ud på.
Under brunchen med tøserne i går, kørte alle mulige teorier om hvad hans næste træk kunne være, hvordan jeg burde forholde mig, skrive, sige osv! Alt bliver skilt ad i tusind af stykker og udvikler sig hen i mod…ARHHH!

Hvorfor skal alting være så indviklet?
Det er vel uundgåeligt når jeg ikke engang selv ved hvad jeg kunne tænke mig. Jeg er vel også snart træt af at skulle beslutte alt på forhånd. Nogle gange er det bare rart at tingene falder ind i fjæset på en.

Men altså; jeg svarede venligt på hans SMS, spurgte ikke til at ses igen men afviste heller ikke et evt. møde. Hvad mere kan jeg gøre?


Hvordan mon det bliver at undvære mor?
Efter jeg er kommet hjem, kan jeg allerede mærke jeg savner hende rigtig meget. Hvordan mon det bliver når de er sejlet af sted?

Når jeg tænker på det og mærker efter, føler jeg mig uforklarlig alene. Min mor, min guide, min mentor. Det bliver mærkeligt.

Ja det bliver mærkeligt men sikkert også SUNDT! Jeg ved jeg må give slip på et område, hvor jeg længe har klamret mig fast.
Om det betyder accept af at være voksen, ved jeg sgu ikke! Nok…

Hvad betyder det så? Hvad vil det kræve af mig? ”VOKSENDOMMEN”!

Jeg klarer jo mig selv. Vasker mig selv og mit eget tøj, har min egen økonomi og er uafhængig af andre mennesker i min hverdag.
Men følelsesmæssigt er jeg DYBT afhængig, det erkender jeg.

Men er det ”voksendommen”? Følelsesmæssig uafhængighed?

Livsfovirrende tik-tak-tanker...