"Lotte, morbror René er død." Den lille 8-årige pige kiggede på mig med grædefærdige øjne.
"A' hva' siger du?" røg det ud af munden på mig. "Sig det er løgn!"
"Nej, det er rigtigt. René er død," lød det igen fra hende.

Sådan faldt ordene i tirsdags. For fanden, han var kun 38 år! Er verden da helt af lave!?

I skrivende stund er det ikke helt gået op for mig endnu, selvom jeg har talt med Renes søster, der bekræftede pigens ord.
Han døde natten til mandag. Bare sådan lige pludselig. Hvorfor ved ingen, og hans 18-årige datter vil ikke være med til at hendes far obduceres. Pga. skinnebenssår boede han midlertidigt hos forældrene, kun et spytklat fra hans egen lejlighed. Ved 22-tiden havde alle sagt godnat, og alt var, som det plejede. Ved 4-tiden om natten var deres kat kommet ind i forældrenes soveværelse, hvor den havde teet sig helt åndssvag. En helt unormal adfærd, som de ikke tidligere havde oplevet. Faderen stod derfor op, - kun for at finde sin søn liggende død på sofaen. Ifølge lægen var han død omkring midnat. Bare sådan.

Familien går forståeligt nok endnu rundt i en choktilstand, og jeg, der var en af vennekredsen, forstår det heller ikke. Det er meget uvirkeligt og en meget svær nød at knække. Jo mere jeg snakker med familien, jo mere uvirkeligt synes jeg, det er. Om jeg tager med til begravelsen på tirsdag, har jeg ikke gjort op med mig selv. Ikke at jeg ikke vil sige farvel til René, så langt fra. Jeg har bare et ambivalent forhold til døden, som kun er blevet værre med alderen. Jeg bør dog se ud over min egen næse og tage med. Det synes jeg også, jeg skylder både René og de efterladte...